Næste år ventes de danske datacentre at forbruge 3.600 GWh årligt – det er sådan cirka 10 procent af det danske elforbrug. Det helt enorme elforbrug er tit omtalt som en nærmest ligeså voldsomt problem, men nu er det lykkedes virksomhederne Heatflow og R&R Consult sammen med Aalborg Universitet og faciliteret af Energy Cluster Denmark at udviklet en løsning, som både kan reducere strømforbruget, afkøle datacentrenes servere CO2-neutralt og samtidig kan sende overskudsvarmen videre til fjernvarmenettet, eller de lokale bygninger.
Det er sket i innovationsprojektet Green DC.
– Vi har koblet datacentrenes servere til fjernvarmen, så man både kan høste en stor strømbesparelse på en mere passiv afkøling og samtidig udnytter overskudsvarmen, siger Dennis N. Jensen, VP technology i Heatflow, og fortsætter
– Løsningen er nem at integrere, og teknologien er klar til at blive rullet ud.
Den klimamæssige dobbeltbonus er sikret ved, at partnerkredsen gennem innovationsprojektet har udviklet en ny kondensator (varmeveksler), der kobles direkte på serverne. Derved afledes varmen til fjernvarmesystemet i et lukket kredsløb. Køleteknologien er nøje tilpasset datacentrenes servere.
– Vi får den samme høje effektivitet og spildvarmetemperatur som ved vandkøling, hvilket er effektiv køling af serverne, og et langt mere attraktivt varmeprodukt til fjernvarmeforsyningen, siger Ali Ashghar Enkeshafi, Technology Developer fra Aalborg Universitet.
Næste skridt er at få den innovative løsning udbredt, hvor den ifølge Paw Mortensen, direktør og co-founder i Heatflow, vil kunne ’give et meget hurtigt impact i markedet’:
– Den fremskrivning, der ligger på datacentres strømforbrug, er enorm – vi taler mest sandsynligt en faktor tre indenfor de næste tyve år. Og med de AI-beregninger, som kommer i endnu større grad end før, så vil forbruget stige endnu mere. Derfor ser vi et betydeligt markedspotentiale i at tilbyde alternative køleløsninger, siger han.
Hertil kommer, at op mod en million datacentre skal refittes i løbet af de kommende år, hvilket også er meget perspektivrigt for partnerne.
– Vi står med et færdigt resultat, som kan gøre en forskel, siger Hans Jørgen Brodersen, Senior Project Manager i Energy Cluster Denmark:
– Samarbejdet mellem en lille SMV og Aalborg Universitet om udviklingen af løsningen har været meget spændende og betydet, at vi har kunnet bevæge os fra ide til model til prototype til ny teknologi. Nu skal den ud i markedet, siger han.
Kilde: Energy Cluster Denmark