Aftalen om en CO2-aftgift på landbrugsområdet har naturligvis affødt en masse politiske reaktioner fra Christiansborg, men der er også andre parter, der giver sit besyv med.
Hos foreningen Pyrolyse Danmark er der store roser til den aftale, som den grønne trepart er nået i mål med, og de står og tripper for at komme i gang.
– Den danske pyrolysebranche er parat til at levere de reduktioner for Danmark, der skal til. Teknologien er klar og skalerbar og med både stabile rammevilkår og et udbud fra 2027, så kan vi reducere mange millioner ton frem mod 2035 og endnu flere frem mod 2045. Det er en stor tillid, der vises vores branche – og den skal vi leve op til, siger Martin Lünell, formand for Pyrolyse Danmark.
Eneste lille hage er måske det, at man skal vente til netop 2027.
– Siden landbrugsaftalen i 2021 har man investeret i forskning, opskalering og forretningsmodeller. Nu er vi flyveklar, men må alligevel vente til 2027 med at brede vingerne helt ud ved et udbud. Det er derfor positivt, at politikerne også vil se på, hvad der skal i den mellemliggende periode, hvor miljø- og andre regulatoriske spørgsmål afklares. tilføjer Morten Heick, næstformand i Pyrolyse Danmark.
Roserne fra Vegetarisk Forening til treparten kan derimod ligge på et ret lille sted. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, påpeger den skævhed, der ligger i støtteordninger til henholdsvis animalsk produktion og plantebaseret produktion.
– Skatteyderne og resten af samfundet kommer til at betale regningen for at fastholde et industrielt animalsk erhverv, der ikke kan konkurrere på ærlige vilkår, og som er en enorm belastning for både klima, vandmiljø, biodiversitet og dyrevelfærd. Og hvis vi tager arealer ud, men ikke omstiller fra animalsk til plantebaseret produktion, så øger vi foderimporten og dermed afskovningen i Sydamerika, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Kilde: Vegetarisk Forening/Pyrolyse Danmark