LAR – en forkortelse for lokal afledning af regnvand, er en alternativ metode til at håndtere store mængder regnvand inde i byerne. Og den første af slagsen kan man finde ved en boligforening i Valby.
Udefra ligner det et 3 meter pilehegn. I virkeligheden er det Danmarks første ”Grønne Klimaskærm” som Københavns Universitet har udviklet sammen med bl.a. Teknologisk Institut, Københavns Kommune og Boligforeningen 3B og Københavns Andelsboligforening (KAB).
I kølvandet på det vådeste år nogensinde, er der kommet stigende krav til, at byerne kan håndtere store vandmængder, der forventes komme i fremtiden. Hidtil har løsningen været udbygning af kloaknettet med CO2-tunge betonbyggerier, men brugen af LAR måske i nogen grad stoppe for kloakudvidelserne
Det mener professor Marina Bergen Jensen fra Københavns Universitet, der står bag udviklet af den alternative regnvandsløsning, og som mener, at den klassiske regnvandshåndering hører fortiden til.
Ifølge hende er den mest fornuftige og bæredygtige løsning på vores regnvandsproblem, at man stopper regnvandet, før det rammer kloakken og udnytter vandet, fremfor at ”smide det væk”.
– Det er som om, vi kun ser den ene ende af klimaekstremet – nemlig for meget vand. Vi glemmer, at der også kan være alt for lidt vand og at vandet er en ressource. I stedet for at udbygge vores kloaker og lave kæmpe tunneller og bassiner i beton, som i sig selv bidrager til klimabelastningen, skal vi hellere håndtere regnvandet lokalt ved den enkelte bygning og den enkelte vej. På den måde bliver vi mere robuste over for både oversvømmelse og tørke, og kloakkerne aflastes, siger professor Marina Bergen Jensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Lokal afledning af regnvand (LAR) er pladskrævende, for vandet skal være et sted indtil det kan nedsive eller bortledes langsomt, og den plads findes mange steder ikke.
– Det er en af grundene til at flere byer, der ellers har været med på den nye trend, nu går tilbage til konventionel kloakudvidelse. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og det tager tid at udvikle alternative løsninger, der kan passe ind i moderne byer. Det er her det bliver svært og her der er behov for at tænke ud af boksen, siger Marina Bergen Jensen.
Og det er netop det som professoren og hendes kolleger er lykkedes med. De har udviklet en helt ny teknologi til lokal håndtering af regnvand, som giver baghjul – ikke bare til kloakudvidelserne – men også til første generations- LAR-løsninger, der alle er baseret på huller i landskabet kendt som regnbede, vejbede og faskiner.
Og det er her klimaskærmen i Valby kommer ind i billedet. Udefra ligner klimaskærmen et tre meter højt pilehegn som udover at dæmpe støjen fra den stærkt trafikerede Folehaven også håndterer tagvand fra en nabobygning. Klimaskærmen i Valby vender op og ned på vores regnvandshåndtering i dag, da den sender vandet opad til klimaskærmen fremfor nedad til fx kloakken eller et regnbed.
Løsningen udnytter tyngdekraften til pumpefrit at føre tagvandet op over jorden. Fra klimaskærmen fordamper tagvandet på samme måde som vasketøj hænges til tørre på en tøjsnor. Ved store regnskyl, en såkaldt 10-års regnhændelse (ca. 60 mm på et døgn), sker der nedsivning under skærmen, mens de helt ekstreme hændelser, såkaldte 100-års regnen (ca. 90 mm på et døgn), kan parkeres på en græsplæne ved siden af.
I Folehaven gav det mening at designe systemet med en dobbeltfunktion som støjskærm. Andre steder kan der være andre synergi-muligheder som kobling til biodiversitet, rekreative formål, eller til køling af byen.
– Ved at fordampe og nedsive vandet opnår byen en mere naturlig vandbalance, der kan være med til at køle byen på varme dage, og sikre at vegetationen ikke tørster men hele tiden kan transpirere vand fra bladene og være i vækst, siger Marina Bergen Jensen, og forsætter:
– Mit indtryk er, at folk gerne vil hjælpe mere lokalt, men som det ser ud i dag har vi ikke strukturen til det. Det kræver lovgivning og vejledning til fx at vedligeholde de her løsninger og nok også et stærkere økonomisk incitament for grundejerne.
Kilde: Københavns Universitet