En af verdens største e-handelskæde, amerikanske Amazon, er i øjeblikket i færd med at teste papkasserne fra den danske emballage-leverandør, Re-Zip.
Papkasserne fra Re-Zip kan genbruges, og ved testen, der er en del af Amazon Sustainability Accelerator, skal virksomheden levere 45.000 papkasser for at undersøge, om det er muligt at reducere emballageforbruget ved at bruge en specielt designet papkasse, som nemt kan foldes sammen og returneres.
Amazons kunder scanner blot en QR-kode på kassen ved hjælp af en app med instruktioner om processen og herefter returnerer de kassen ved det nærmeste droppoint.
– Vi har udrullet projektet i flere lande, men samarbejdet med Amazon er den største enkeltstående test, vi nogensinde har gennemført. Derfor er vi meget spændte på at se, hvordan Amazons kunder vil modtage vores patenterede papkasser, siger Bo Bach Boddum, CEO og grundlægger af RE-ZIP.
RE-ZIP’s papkasser er testet til at blive genbrugt op til 10 gange, før de skal kasseres og sendes til genanvendelse, og det sparer de ressourcer, der ellers skulle bruges til at producere nye papkasser.
I løbet af piloten vil Amazon arbejde tæt sammen med RE-ZIP og de andre startups, der er en del af Amazon Sustainability Accelerator, og tilbyde feedback, hjælp til fejlfinding og muligheder for at finjustere deres teknologier for at sikre, at de fungerer gnidningsløst i deres respektive placeringer.
Efterfølgende vil Amazon evaluere kundeoplevelsen og den operationelle proces for at afgøre, om det kan udvides til andre lokationer som en del af et langsigtet partnerskab.
Siden lanceringen i 2022 har Amazon Sustainability Accelerator støttet mere end 40 startups i Storbritannien og Europa.
Kilde: Re-Zip