
Ambercon er nu som en af de første i Danmark klar med et grønt betonelementkoncept under navnet Ambercon EnvironMent. Betonelementerne er baseret på cementtypen FutureCem, der har et 30 procent lavere CO2-aftryk, og Ambercon forventer at al væsentlig produktion og salg inden for 2-3 år er baseret på konceptet.
Samtidig kan virksomheden offentliggøre en kæmpeordre på bl.a. 40.000 kvadratmeter væg og facader til UN17 Village i Ørestaden.
FutureCem bliver en game changer inden for betonproduktion, og vi har i samarbejde med Aalborg Portland foretaget en lang række analyser og prøvestøbninger for at sikre at både produktionsprocessen og produktet bliver mindst lige så godt som hidtil, men med et markant lavere CO2-aftryk. Vi har i årtier anvendt Rapid-cement, og overgangen til FutureCem kræver ændring af arbejdsgange, nye recepter m.v. Det er vi nu klar til, siger adm. direktør Apichat Bonde fra Ambercon
Apichat Bonde siger desuden, at det er vigtigt at sørge for, at udviklingen fortsætter. Beton er fortsat ikke et 100% bæredygtigt byggemateriale, men cement og beton kan ikke undværes hverken nu eller i fremtiden. Derfor er det helt afgørende for ham, at Ambercon formår at udvikle sig sideløbende med indfasningen af Ambercon EnvironMent:
Udviklingen stopper bestemt ikke her. Vi skal løbende forske i nye måder at gøre betonprodukterne mere miljøvenlige, og her kommer både bygherrer, entreprenører, samarbejdspartnere og vi til at spille en afgørende rolle, bemærker han videre.
UN17 Village i Ørestaden bliver en af de første store kunder til Ambercon EnvironMent. Byggeriet, der som et af de første i verden vil bygge med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål, bliver med bl.a. 40.000 kvadratmeter væg og facade fra Ambercon EnvironMent. Bygherren NREP har således valgt det mest bæredygtige betonprodukt på markedet:
Vi er meget stolte over at være blevet valgt som leverandør til dette meget ambitiøse byggeri i Ørestaden. Vi har et mangeårigt og godt samarbejde med både NREP og CG Jensen, der er valgt som totalentreprenør på opgaven, siger salgsdirektør Keld Kristensen fra Ambercon.
Udover vægge og facader skal Ambercon også levere etagedæk, søjler og bjælker, og de første leverancer starter allerede i oktober 2021. Derefter fordeler leverancerne sig over ca. 12 måneder og forventes således afsluttet i efteråret 2022:
Der er tale om en meget stor ordre til UN17 Village, og derfor kommer den til at fylde en del i produktionen i den kommende periode. Det er det perfekte startskud for Ambercon EnvironMent, og en stor del af den øvrige dialog med kunderne baserer sig også allerede på Ambercon EnvironMent. Alle er interesserede i at drive byggeriet i en mere bæredygtig retning, og selvom byggesektoren ofte beskyldes for at være konservativ, så er der ingen tvivl om, at det her kommer til at gå stærkt, konstaterer Keld Kristensen videre.