
Langt de fleste danskere vil tage godt imod et eventuelt klimamærke på fødevarer. Det viser en analyse foretaget af Norstat for De Samvirkende Købmænd (DSK).
Resultatet er ganske overbevisende. 81 procent syntes godt om klimamærke-idéen, men der er dog ikke ligegyldigt under hvilke forudsætninger.
Hovedparten vil foretrække og vil have størst tiltro til et statsligt mærke (66 procent), mens tilliden er noget lav, hvis det indføres af en eller flere private kæder.
Det bakker kun syv procent op om.
De Samvirkende Købmænd mener, at et statsligt klimamærke er afgørende for at skabe tillid blandt forbrugerne og sikre, at mærket får den ønskede effekt på danskernes indkøbsvaner.
– Det er positivt, at danskerne bakker op om et klimamærke, og det understreger behovet for en troværdig, statslig mærkningsordning. Et klimamærke skal være let at forstå og tilgængeligt på de enkelte varer, så forbrugerne hurtigt kan træffe klimavenlige valg i dagligdagen, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK.
Udover at mærket skal være statslig kontrolleret, er det også vigtigt, at det sidder på den enkelte fødevare frem for kun at være synligt på hyldeforkanten i butikken.
– Fødevareproduktion udgør en væsentlig del af det samlede klimaaftryk, og danskerne kan reducere deres personlige klimaaftryk ved at træffe mere klimavenlige valg. Men skal vi have succes med at introducerer endnu et forbrugermærke, så er vi nødt til at lytte til forbrugerne, og hvad de forventer af mærket for at skabe den nødvendige tillid til mærket, så forbrugerne rent faktisk navigerer efter mærket, når de handler, siger Janick Nytoft.
Et klimamærke kan være tæt på. I hvert fald syntes minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) godt om den nye analyse
– Jeg er glad for, at et flertal af danskerne bakker op om et statsligt klimamærke på fødevarer. Det understreger, at der er et stort ønske om mere viden, når det kommer til klimaaftrykket fra de forskellige fødevarer, vi putter i indkøbskurven. Fødevarestyrelsen er allerede i gang med at udvikle et frivilligt statskontrolleret klimamærke, der skal gøre det nemmere at træffe klimavenlige valg på et oplyst grundlag, og det er for mig afgørende, at vi får et gennemarbejdet og troværdigt klimamærke, siger ministeren.
Kilde: DSK