Når der skal nyt køkken ind, enten i en nybygning eller i ved en renovering, kan man nu, sådan i overført betydning, få det gamle køkken sat op igen – bare i fornyet form.
Virksomheden OK Køkkenrenovering har lanceret et helt nyt koncept, der netop går ud på at forlænge levetiden for det træ, som det gamle køkken var produceret af, og dermed reducere ressourcespildet. Træet kan have en forlænget levetid på helt op til 88 år.
Idéen er i virkeligheden ret enkelt. Ved renoveringsprojekter indsamler kæden gamle køkkenelementer til sortering. Træet videregives til den danske fabrik Novopan, hvor det omdannes til nye spånplader, som derefter genkøbes og anvendes til nye køkkenfronter.
– Køkkenet er hjemmets mest klimabelastende rum, så vi anser det for sund fornuft at udnytte eksisterende materialer, og vi er stolte af på den måde at bidrage til et mindsket ressourceforbrug, siger Michael Riis, kædechef hos OK Køkkenrenovering, og tilføjer:
– I branchen afsættes materialer normalt på genbrugsstationer, hvor de risikerer at ende på forbrændingen. Vi sorterer gamle køkkenfronter omhyggeligt for at forlænge deres levetid og hermed reducere affald og spild af gode materialer, som pladefabrikkerne i høj grad efterlyser.
Det kan virke lidt pudsigt, at man lige er havnet på, at materialerne kan få et forlænget liv på 88 år. Det er da også ud fra en gennemsnitsbetragtning, der tager udgangspunkt i oplysninger fra videncentret Bolius. Ifølge dem har et køkken en levetid på 11 år, og da sorteringskoncept fra OK Køkkenrenovering giver mulighed for, at træmaterialer fornyes op til otte gange, havner man på de 88 år.
Et køkken kan ikke genanvendes 1:1. Virksomhedens vurdering er, at cirka 90 procent af træmaterialerne kan få et fornyet liv, men der er nogle typer materialer, der ender på forbrændingen. Det gælder fx ikke-genanvendelige MDF-plader.
Kilde: OK Køkkenrenovering