
Fra 2024 forventes det, at de store virksomheder i EU skal indrapportere deres klimaaftryk ifølge direktivet ”Corporate Sustainability Reporting Directive”.
Med de nye regler vil stort set alle store virksomheder i EU, ca. 50.000 virksomheder, årligt skulle udarbejde en rapport, der skal vurdere deres CO2-aftryk, og som skal gennemses af en revisor. Det er mere end en firdobling i antallet af virksomheder, der skal indrapportere CO2-aftryk, ift. de nuværende regler, hvor omkring 11.000 virksomheder skal lave en sådan rapport.
Men det er ikke altid så ligetil at gennemskue en virksomheds CO2-udledning, påpeger man fra svenske Normative, der er eksperter i måle CO2-aftryk.
Ifølge virksomheden sker mere end 90 procent af udledningen nemlig typisk i værdikæderne, men det er samtidig svært at gennemskue, hvor udledningerne konkret kommer fra.
Derfor udgiver Normative en rapport, der indeholder en række anbefalinger til, hvordan virksomheder bedre kan gennemskue deres udledning i værdikæderne
Vi ved, at virksomheder ønsker at gøre det rigtige, og at de ønsker at reducere deres CO2-udledninger. Udledninger i værdikæderne er ekstremt komplekse og vanskelige at måle og reducere, men de virksomheder, der formår at håndtere det, vil også opleve den største effekt på deres CO2-nedskæringer. Vi håber, at vi med denne her guide kan hjælpe med at gøre udførelsen af CO2-regnskaber mere gennemskuelige og tilgængelige for virksomheder over hele verden, siger Kasper Hulthin, bestyrelsesformand i Normative.
Konkret anbefaler Normative at følge disse seks trin til måling og reduktion af CO2 fra deres værdikæde:
Virksomheden bør søge hjælp af eksperter i værdikædeanalyser, der kan hjælpe dem med at overskue CO2-forbrug og reduktionsmuligheder i processen.
Virksomheden bør måle deres udledninger, udpege hotspots og områder, hvor udledning kan reduceres mest muligt.
Virksomheden bør gå strategisk til værks ift. reduktion af CO2. Den bør derfor ikke forsøge at reducere CO2 blandt alle deres leverandører på én gang, men i stedet arbejde strategisk med at nedbringe CO2 blandt de af deres leverandører, der udleder mest.
Virksomheden bør opfordre sine leverandører til også at se på sine egne udledninger, og samarbejde med dem om at nedbringe CO2-udledninger.
Virksomheden bør hjælpe sin indkøbsafdeling med at prioritere lav-emissionsløsninger, når den indkøber.
Virksomheden bør løbende følge, hvordan CO2-niveauet i værdikæderne nedbringes.
Vi har lavet disse anbefalinger for at hjælpe virksomheder med at arbejde med deres værdikæder og agere. Når de gør det, hjælper de ikke kun med at bekæmpe klimaforandringer, de undgår også beskyldninger om greenwashing, overholder complianceregler og bliver ved med at være konkurrencedygtige i markedet, understreger Kasper Hulthin.
Kilde: Normative