Nu begynder BASF, HIRSCH Porozell og eutecma produktionen af de specialkasser, som skal bringe Covid-19-vaccinen ud i hele verden. Kasserne i ekspanderet polystyren (flamingo) bliver for første gang produceret med genanvendt plast.
Kravene til opbevaring og fragt af medicinalprodukter er høje, da produkterne blandt andet skal opbevares sikkert, i et rent miljø og med den rette temperatur – nogle vacciner skal opbevares helt ned til -70 celsius. Derfor kan det være en udfordring at bruge genanvendt materiale til indpakning, da genanvendelsen typisk forringer plastens kvalitet.
Men med kemisk genanvendelse af plast bevarer plasten sine egenskaber, samtidig med at CO2-regnskabet er bedre end produktion med fossilt råmateriale. Denne metode sættes nu i produktion for første gang nogensinde til kasser lavet af ekspanderet polystyren (flamingo), der skal fragte Covid-19-vaccinen ud i verden.
Produktionen af medicinalkasserne med genanvendt plast er et vigtigt skridt på vejen mod en cirkulær økonomi for plast. Særligt inden for et område som medicinalbranchen er der meget høje krav til produkternes egenskaber, og derfor kan det være en udfordring at benytte genanvendt materiale. Af samme grund er det en sejr for klimaet, at vi nu sammen med vores partnere kan sende produkter, som er produceret i høj kvalitet og med genanvendt plast ud i verden, siger Mark Meier, administrerende direktør for BASF Nordic/Baltic.
Specialkasser produceret efter denne cirkulære metode, vil have et Ccycled-mærke, så de er lette at genkende, og udover medicinalprodukter kan kasserne anvendes til skrøbelige produkter, der kræver god beskyttelse eller en særlig temperatur som fx nogle typer af fødevarer. Kasserne er i produktion nu og bliver leveret i første kvartal 2021.
Medicinalkasserne bliver produceret af eutecma med granulatet Styropor CcycledTM, som BASF har udviklet.
BASF anvender pyrolyseolie af genanvendt plast fra husholdninger, der bruges i fremstillingen af den nye plast som et alternativ til fossile råstoffer. Efter BASFs produktion af granulatet, bliver produktet sendt til Hirsch Porozell, der former det til medicinalkasserne. Eutecma modtager herefter kasserne og sender dem ud i verden til Europa, Asien, Indien, Kina og USA. Hvis kasserne bliver skadet og ikke kan bruges, bliver de sendt til kemisk genanvendelse på ny.
Kilde: BASF