Danish Agro er blevet partner i selskabet Grønt Han Herred, der arbejder på at opføre et biogasanlæg ved Fjerritslev i Jammerbugt Kommune.
Anlæggets placering er allerede fundet og ligger i det område syd for Fjerritslev, som kommunen udpegede i april 2023. Det nye anlæg skal efter planen producere biogas på baggrund af omtrent 600.000 tons biomasse fra nærliggende landbrug.
– Der er ingen tvivl om, at biogas spiller en vigtig rolle for både landmænd og den grønne omstilling, og det er en vigtig del af Danish Agros strategi. Derfor er vi begejstrede for, at vi er blevet valgt til som en del af det spændende projekt i Han Herred, hvor leverandørerne allerede er nået langt,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
I leverandørforeningen, der består af ca. 65 landmænd, er der glæde over Danish Agros indtræden.
– Vi er selv kommet rigtig langt, og nu har vi fundet den helt rigtige partner til at hjælpe med at realisere projektet. Danish Agro kommer med stor ekspertise inden for blandt andet finansiering, risikostyring og logistik, og da det er et andelsejet selskab, sikrer vi, at værdierne bliver i landbrugssektoren, siger Allan Bach, der er formand for leverandørforeningen Grønt Han Herred A.m.b.a.
Ansøgningen til kommunen er sendt af sted, og hvis alt glider glat, vil anlægget så færdigt i løbet af 2026
Dermed vil Danish Agro være involveret i fem kommende anlæg rundt om i landet – alle baseret på lokale leverandørforeninger. Danish Agros mål er hurtigst muligt at blive selvforsynende med grøn energi.
Kilde: Danish Agro