Energistyrelsen har åbnet for de to støttepuljer, der i gamle dage gik under navnet Bygningspuljen, men som i dag er delt op i to, en målrettet varmepumper og en målrettet til anden form for energirenovering, så som isolering og nye vinduer.
Og der burde være run på dem begge.
Ifølge nye tal fra Energistyrelsens Energibarometer, som tager temperaturen på danskernes adfærd og motivation i forhold til at spare på energien, har syv ud af ti husejere ikke foretaget nogen form for energiforbedring af deres bolig inden for det seneste år.
Og for op imod halvdelen er det økonomien, som holder dem tilbage, men i puljerne kan man få en hjælpende hånd, forklarer Lone Brose, der er chef for puljeadministration i Energistyrelsen.
– Der er store besparelser for danskerne at hente i de to puljer – både på den korte bane, i form af den håndsrækning et tilskud er, og på den lange bane i form af lavere udgifter til energiregningen år efter år. Og særligt sidstnævnte er jo noget, der betyder rigtig meget for de fleste danskeres dagligdagsøkonomi.
Den ene pulje, der refereres til er Energirenoveringspuljen, der har til formål at hjælpe danskere, der bor i huse med energimærke E, F eller G, med tilskud til energibesparende forbedringer på deres hus.
Den anden er Varmepumpepuljen, som er dedikeret til de, der ikke kan få fjernvarme, og som ønsker at udskifte deres primære varmekilde, typisk gas- eller oliefyr, med en elektrisk varmepumpe, der kan producere varme i huset og varmt vand i hanen.
Puljerne er åbne for ansøgninger og lukker først, når alle puljemidlerne er afsat eller senest den 30. november 2024.
Kilde: Energistyrelsen