Energistyrelsen har afgjort det første udbud, og her skal seks projekter tilsammen bygge over 280 MW elektrolysekapacitet.
Vinderne af udbuddet er Plug Power Idomlund Denmark, European Energy/Vindtestcenter Måde K/S, European Energy/Padborg PtX ApS, Electrochaea/Biocat Roslev og European Energy/Kassø PtX Expansion ApS.
De fem vindere har fået tildelt hele deres tilbud, men da der er en rest i puljen, vil HyProDenmark/Everfuel desuden blive tilbudt et reduceret tilbud.
Der blev åbnet for ansøgninger i april, og der har været stor interesse for udbuddet. Virksomhederne har ansøgt for mere end fire milliarder kroner. Da budgettet for udbuddet var på 1,25 milliarder kroner, er der dermed ansøgt for mere end tre gange budgettets midler.
– I Energistyrelsen værdsætter vi i høj grad den store interesse, der har været for udbuddet. Det er første gang, at vi får en indikation om støttebehovet til den grønne brint, og det er et stærkt signal, at så mange projekter har budt under de 70 kroner pr. GJ. Det er positivt for konkurrencen på markedet og for den grønne omstilling. Det er en industri under udvikling, og vi er glade for, at vi med de her penge kan hjælpe industrien godt på vej, siger vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen.
De seks vindende projekter har budt ind med relativt forskellige støttebehov og vidt forskellige størrelser på deres anlæg. Plug Power Idomlund Denmarks projekt har budt ind med det laveste støttebehov på blot 9,3 kroner pr. GJ produceret grøn brint. Den tildelte støtte til vinderprojekterne vil blive udbetalt som fast pristillæg over en 10-årig periode.
Kilde: Energistyrelsen