Målet om at kunne genanvende glasfibre fra brugte vindmøllevinger til produktion af nye vindmøller er kommet et stort skridt tættere på.
Innovationsprojektet DecomBlades har kommet så langt, at de nu kan processere og omsmelte glasfibre fra vindmøllevinger til højkvalitetsfibre, der kan kvalificeres til brug i nye vinger, og dermed er hele vindindustrien kommet et stort skridt tættere på at blive cirkulær.
Drømmen om at kunne gøre netop det har stået på i rundt regnet 20 år, hvor både virksomheder og forskere har knoklet med det, og nu ser det ud til, at innovationsprojektet har nået målet.
– I første forsøg er det lykkedes os at genvinde og processere glasfibre, der er egnede til at indgå i råmateriale-blandingen på samme vis som jomfrueligt materiale i den ekstremt følsomme proces, det er at producere glasfiber. Vi har nået denne vigtige milepæl, og det er ikke i laboratorieskala; vi taler om en proces på industrielt niveau med udsigt til kommercialisering. Det er helt vildt spændende, at vi er nået til dette punkt, siger Irene Bach Velling Villadsen, projektleder hos Makeen Energy, der er virksomheden bag udviklingen af den pyrolyseteknologi, der benyttes i processen.
Partnerkredsen, der består af Makeen Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa Renewable Energy, Vestas Wind Systems A/S, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og Energy Cluster Denmark, har haft et tæt samarbejde med underleverandører og særligt glasfiberproducenten 3B-Fibreglass, har sikret, at der er dannet basis for at skabe nye værdikæder og salgskanaler for genbrugte fibre.
– 3B-Fibreglass har fra starten været åbensindede og løsningsorienterede. Holdet fra 3B har troet på, at vi kunne få processen til at lykkes, og det har været altafgørende at have en partner, som er lige så stålsat som os på, at dette skulle kunne lade sig gøre. Dermed har vi sidste led i forsyningskæden på plads – fra gamle vindmøllevinger til rensede fibre og endelig til produktion af nyt vingemateriale. Det sker på en måde, der giver så høj en kvalitet af de genvundne glasfibre, at de kan bruges til nye fibre, der passer til nutidens højere standarder. Derfor er det rimelig at formode at genbrugte glasfibre vil tilføre mærkbar værdi til genanvendelse-regnskaberne, siger Irene Bach Velling Villadsen.
I samarbejde med DTU Vind og Energisystemer vil 3B og DTU hver især nu undersøge og bekræfte egenskaberne af de nye glasfibre med omsmeltet indhold. På samme tid vil projektkonsortiet regne på de miljømæssige aftryk og omkostningerne ved at erstatte råmaterialer og deres udvindingsproces med glasfibre fra gamle vindmøllevinger samt de afledte forretningsmuligheder, der opstår på baggrund af indsatsen.
Kilde: Energycluster