
Endnu en gang har det vist sig, at de fleste af os er med på at gøre noget godt for klima og bæredygtighed, så længe det ikke for alvor kommer til at betyde noget for vores hverdag.
I en ny analyse fra Videncentret Bolius og Realdania bliver det slået fast, at størrelsen på vores bolig ikke er et af de områder, hvor vi sætter ind for at sænke vores personlige klimaaftryk.
Og det til trods for, at det netop er her, at den enkelte for alvor kan gøre en forskel.
– Størrelsen på vores boliger er et af de steder, hvor vi kan gøre allermest for at sænke vores personlige klimaaftryk. Hver ekstra kvadratmeter betyder et større forbrug af byggematerialer, øger forbruget af energi til opvarmning og giver mere plads til nye ting, vi måske ikke har brug for, siger Kristine Virén, medie- og videncenterchef i Videncentret Bolius.
Ifølge analysen svarer 80 procent af de 1.000, som medvirkede i analysen, at de, efter egen overbevisning, allerede i dag træffer bæredygtige valg, og at de er parate til at skrue op for den levestil i de kommende år.
Den mest effektive måde at gøre det på, er at bo mindre, men lige netop det valg er kun syv procent parate til at tage.
Det kan hænge sammen med opfattelsen af, at en god bolig er en stor bolig, og at sige farvel til drømmen om den gode bolig er svær.
– Vi behøver ikke alle sammen at gå ”tiny living” og flytte hele familien ind på 25 kvadratmeter, men vi kan blive bedre til at klare os med det, vi allerede har, og bare indrette os bedre. Og skal vi absolut flytte i nybyggede boliger, behøver det måske ikke være i et parcelhus på mere end 200 kvadratmeter, som faktisk er standarden i dag, siger Kristine Virén.
Udnyt det vi har bedre
Skal vi blive bedre til at skære ned på størrelsen af vores boliger og udnytte vores kvadratmeter bedre, uden at vi går på kompromis med kvaliteten, skal der også tænkes i, hvordan vi kan bruge vores eksisterende bygninger på andre måder.
Det er Realdania ved at undersøge i en ny indsats, der bl.a. kigger på, hvordan erhvervsejendomme og tørrelofter med enkle greb kan omdannes til boliger og lejligheder, og om parcelhuse kan opdeles, så de kan rumme to familier i stedet for én.
– Ved at transformere eksisterende bygninger til boliger kan samfundet ikke blot opnå betydelige miljømæssige fordele. Der kan også blive skabt mere varierende boligtilbud, der matcher forskellige behov og livsstile. Vi skal vise danskerne gode eksempler på, hvordan det kan gøres, siger Lennie Clausen, programchef i Realdania.
Læs hele analysen er
Kilde: Videncentret Bolius og Realdania