I weekenden kunne Bella Centret lægge gulv til den stort opsatte eCarExpo. Og at Danmark efterhånden er ved at udvikle sig til at EUs førende elbillande kunne ses lørdag morgen – en time før messen åbnede.
Her var der allerede lange køer for at komme ind og se på de 22 bilmærker og de mange modeller, som var med.
Og selvom det altid er spændende at se på de mere ekstravagante biler, var det måske i højere grad de mere prisbillige modeller, som trak den største tilskuer-interesse.
Elbil-verdenen er rig på bilmodeller med en relativ massiv prismærkat, mens det kniber gevaldigt med de mere prisbillige modeller.
De er dog ved så småt at indfinde sig – bl.a. Renaults eldrevne version af den klassiske Renault 5.
– Det var superfedt, og vi havde megatravlt hele tiden, siger Søren Hyltoft, som er marketingschef for Renault Danmark.
– Vi investerer meget i eCarExpo, men vi får også et stort udbytte. Ikke mindst fordi vi når så mange, der også prøvekører vores biler. Det er helt unikt, og jeg kender ingen anden messe, der tilbyder det, uddyber Søren Hyltoft.
Også fagmessen eComExpo med kommercielle køretøjer, som henvender sig til erhvervslivet, satte rekord. Messen tiltrak 4.108 besøgende om torsdagen og fredagen.
– Vi er allerede begyndt arbejdet med næste års messer. Det bliver sidste weekend i oktober 2025, og vi har fået nogle gode input i løbet af weekenden, som vil gøre næste års messer endnu bedre, understreger Gunnar Dackevall, som er direktør for arrangøren eLife Nordic AB.
Kilde: eLife Nordic AB.