På Vejforum i december i Nyborg forventer arrangørerne stor interesse om de mange udstillede elektriske entreprenørmaskiner og køretøjer efterhånden som der i flere og flere udbud efterspørges el-drevne maskiner og køretøjer.
I mange lande er der i vejsektoren ønske om at bytte de dieseldrevne maskiner og køretøjer ud med elektriske, som genvej til CO2-reduktion i vejbranchen. Storproducenterne af maskiner og køretøjer til branchen kan begynde at mærke efterspørgslen. En efterspørgsel, der kommer fra stort set hele verden.
– Derfor er udbuddet af eldrevet materiel stærkt stigende. Det glæder vi os til at se på Vejforum i december, hvor der vil være udendørs udstilling af moderne eldrevne entreprenørmaskiner, siger chefkonsulent Carsten Bredahl, VEJ-EU.
Elektrificering af maskiner og køretøjer i vejbranchen er nødvendig for at opnå markante miljømæssige fordele, og i salgsmateriale fremhæver udbyderne også både et lavere støjniveau og bedre økonomien på sigt, da el-drevet materiel er billigere i drift.
– Det er nok også værd at iagttage en konkurrencemæssig situation, hvor image og ansvarlighed betyder noget. Branchen lever af især offentlige udbud, der har fokus på klimaet, og derfor er der også interesse i den grønne profil i at signalere samfundsansvar, siger Carsten Bredahl.
Blandt udbyderne er der også eksempler på en vis træghed. Ikke alle nødvendige maskiner og køretøjer findes endnu i elektriske versioner.
Ifølge Carsten Bredahl er der også behov for at få set på de store anskaffelsesomkostninger, som kan være et problem, og som vejbranchen må tage sig af. Hvis der i udbud er krav om el-drevet materiel, så kan der blive behov for at finde veje til økonomisk støtte til en hurtig omlægning.
– Økonomiske incitamenter og støtteordninger kan hjælpe virksomhederne med at overkomme de økonomiske barrierer og fremme grøn innovation, hvis branchen går all-inn på elektrificering, som fundament for bæredygtig vækst i sektoren.
Kilde: VEJ-EU Vejsektorens Efteruddannelse