Generelt er der kommet et mantra om, at elnettet skal udbygges for milliarder af kroner for at kunne følge med det stigende elforbrug.
Men det behøver måske ikke være hele sandheden. I stedet kunne man måske i højere grad satse på energioptimering. Det mener de to virksomheder Schneider Electric og Eltel, der har indgået et nyt partnerskab netop med det for øje.
Danmarks elforbrug forventes at blive fordoblet inden 2030, blandt andet fordi der kommer stadig flere elbiler på vejene. Derfor er det nødvendigt at tænke i nye løsninger for blandt andet virksomheder, så den strøm, der allerede er til rådighed, udnyttes optimalt. Og det er netop de løsninger, Schneider Electric og Eltel vil bringe på bordet i deres nye samarbejde.
– Presset på elnettet kan ikke kun afhjælpes ved at skabe incitamenter som fx fleksibilitetsbørs til erhvervslivet eller konstante udvidelser. Alt for tit tror virksomheder og forbrugere, at den eneste løsning er at udvide med flere ampere, men det er en fejl, og den opfattelse ønsker vi at ændre. Det ligger lige til højrebenet at optimere brugen af den strøm, vi allerede har og at skabe en mere intelligent styring af strømmen, der hvor vi lader, siger Thomas Träger, CEO, Schneider Electric i Danmark om samarbejdet.
Schneider Electric og Eltel har nu kombineret deres respektive styrker for at hjælpe erhvervslivet med at elektrificere deres flåder. Sammen vil de to specialister tilbyde løsninger, der har energioptimering og intelligent opladning for øje, så virksomheder kan optimere deres ladekapacitet og samtidig minimere belastningen på elnettet.
– At forsyne de teknologier, der skal drive den grønne omstilling af vores samfund, er et stort strategisk fokus for os. Elnettet fungerer som den katalysator, der understøtter disse teknologier og løsninger, og her er vi eksperter. I samarbejde med Schneider Electric indtager vi rollen som installationspartner og sikrer dermed tilslutningen af ladestanderne til elnettet, siger Claus Metzsch Jensen, administrerende direktør for Eltel Danmark.
I boligkvarterer er det allerede en velkendt udfordring at mangle ladekapacitet, og mange danskere forventer at kunne oplade bilen, når de ankommer på arbejdspladsen. Samarbejdet mellem Schneider Electric og Eltel vil sikre integrerede end-to-end-løsninger, der ikke blot understøtter intelligent opladning og drift, men også reducerer belastningen på elnettet ved erhvervsbygninger.
Det inkluderer både hurtigladere og almindelige ladestandere, som kan integreres med den eksisterende bygningsdrift for at maksimere effektiviteten af den allerede tilgængelige strøm.
Løsningerne er relevante for alle virksomheder, der har brug for ladestandere på deres parkeringsfaciliteter, har produktion, lagerdepoter, arbejder med transport eller har logistikkørsel.
Kilde: Schneider Electric