Fiber- og energikoncernen Andel skyder 75. mio. kr. i Stiesdal Storage Technologies og i et storskala-forsøg med energilagring i sten.
Vedvarende energi har den udfordring, at den ikke er konstant vedvarende, men svinger med andelen af sol, vind og bølger. Derfor skal energien, eller rettere elektriciteten, fra disse anlæg opbevares, og en af de muligheder er at gemme overskydende elektricitet som varme.
Den eneste, rigtig store udfordring for en 100% grøn elforsyning er, at vi ikke kan gemme strømmen fra de tidspunkter, hvor vinden blæser og solen skinner, til senere brug. Produktion og forbrug er simpelthen ikke i balance. Der er endnu ikke kommercielle løsninger på dette problem, men det håber vi at levere med vores ”GridScale” energilagringssystem, og vi er utrolig glade for at have fået Andel ind som strategisk partner i projektet. Teknologiudvikling og avanceret udstyr gør det ikke alene, vi har også brug for samarbejde med en erfaren operatør, som har stor viden om elnettet og kan få produktion, lager og forbrug til at spille sammen i praksis. Her står Andel som en stærk og ambitiøs medspiller, som kan få teknologien afprøvet og rullet ud i stor skala, siger Henrik Stiesdal
GridScale energilageret består af et eller flere sæt ståltanke fyldt med knust sten. Op- og afladning sker med et system af kompressorer og turbiner. Antallet af tanksæt med stenfyld kan varieres, afhængig af hvor lang lagertid man ønsker.
Det energilager, som partnerne arbejder på, indeholder knuste sten i ærtestørrelse, der opbevares i isolerede ståltanke. Når der er overskud af strøm på elnettet, bliver lageret opladet ved, at et specialkonstrueret varmepumpesystem flytter varmeenergi fra ét sæt af tanke til et andet. Stenfyldet bliver koldere i de tanke, hvor energien tages fra, mens det bliver meget varmere i de tanke, som modtager varmen, helt op til cirka 600 grader.
Varmen kan opbevares i stenene i mange dage, og når der på et tidspunkt er behov for mere strøm på elnettet, tilbageføres varmeenergien igen fra de varme tanke til de kolde tanke med en slags gasturbine, der producerer elektricitet. Denne løsning giver en høj effektivitet takket være lavt energitab. Lagerets størrelse kan skaleres op ved blot at tilføre flere tanke med stenfyld.
Kommercielt bæredygtig lagring af store mængder energi forudsætter, dels at man råder over et meget billigt lagermateriale, dels at det omgivende udstyr kan industrialiseres. Vores ”GridScale” teknologi opfylder begge disse kriterier. Prisen for knust sten ligger i et fuldstændig anderledes prisleje pr. energienhed end stort set alle andre materialer til energilagring. Og vores op- og afladesystem kan bruge velkendte teknologier, der har været kendt i et århundrede fra andre industrier, og som egner sig til masseproduktion. Vi ser derfor store muligheder i konceptet, både her i landet og i særdeleshed på eksportmarkederne, forklarer Peder Riis Nickelsen, der er direktør i Stiesdal Storage Technologies.
Det er endnu ikke besluttet præcist, hvor den første prototype på det nye lager placeres og testes. Det ligger dog fast, at det bliver på Syd- eller Vestsjælland eller på Lolland-Falster, hvor produktionen fra især nye store solcelleanlæg vokser, uden at forbruget følger med. Så den producerede energi skal kunne lagres eller transporteres væk, hvis der ikke skal opstå flaskehalse i elnettet, som fører til nedlukning af produktion fra vedvarende energikilder.
Innovationsprojektet ”GridScale – Et omkostningseffektivt storskala el til el lager”, løber over tre år og har et budget på 35 millioner kroner. Udover Stiesdal og Andel tæller partnerkredsen Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Welcon, BWSC, Energi Danmark og Energy Cluster Denmark. Partnerne skal levere en energisystemanalyse og en designoptimering af et stenlager.
Kilde: Andel