EU´s Innovationsfond tager igen mod ansøgninger. Fonden har over 25 mia. kr. at dele ud af (3,4 mia. euro). Hovedparten, 2,4 mia. euro, ligger i den såkalte generelle pulje. De er målrettet innovative klima- og energiteknologier.
Den sidste miliard er udelukkende til elbilbatterier. Der kan søges inden for kategorierne large-scale, medium-scale, small-scale, clean-tech manufacturing og pilotprojekter.
Uagtet om det er batteridelen eller den generelle del er der ansøgningsfristen den 24. april 2025.
Derudover åbner European Hydrogen Bank i samarbejde med CINEA (European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency) for anden gang et konkurrenceudbud øremærket støtte til produktion af grøn brint.
Hertil udbydes i alt 1,2 mia. euro, og puljen har ansøgningsfrist 20. februar 2025.
– Med EU’s Innovationsfond får danske virksomheder en mulighed for at sikre vital finansiering, accelerere grønne teknologier og styrke Danmarks rolle i den globale grønne økonomi, samtidig med at de bidrager til EU’s klimamål. Ved sidste runde hjemtog danske virksomheder omkring 10 pct. af fondens midler, og jeg ser frem til, at flere danske virksomheder søger støtte fra fonden i år, siger vicedirektør i Energistyrelsen Iben Møller Søndergård.
Team EU Funding i Energistyrelsen er klar med rådgivnng, hvis potentielle ansøgere har spørgsmål eller behov for generel vejledning om vilkår og proces for at søge tilskud fra fonden.
Som noget nyt tilbyder Energistyrelsen gratis projektvalidering til danske aktører, som overvejer at søge om midler fra fonden. Desuden holder Energistyrelsen en række webinarer, hvor kommende ansøgere har mulighed for at blive klogere på EU’s Innovationsfond.
Den 9. januar inviterer styrelsen til et nationalt informationsmøde om EU’s Innovationsfond 2024. Mødet holdes i København.
På dagen vil CINEA bl.a. gå i dybden med evalueringskriterierne og svare på spørgsmål. Der vil også være mulighed for 1:1 sessioner med repræsentanter fra CINEA.
Læs mere om EU’s Innovationsfond og mulighederne for at søge om støtte her.
Kilde: Energistyrelsen