Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har vendt på en tallerken i en sag om varme fra spildevand til brug i fjernvarmenettet.
Idéen er at anvende den varme, som spildevandet har, når det kommer ind i anlægget – vandet har samme varme, når det er færdigrenset, hvilket vil sige mellem 7-14 grader. Den temperatur kan hæves ved hjælp af en varmepumpe til 70-80 grader, og dermed benyttes i fjernvarmenettet.
En vurdering fra direktør i Danva, Carl-Emil Larsen går på, at teknologien kan sikre fjernvarme op til 20 procent af landets parcelhuse – det er cirka 250.000.
De gode tanker fik imidlertid et skud for boven – men et fejlagtigt et af slagsen. Fejlen opstod, da ministeriet troede, at varmen kom fra selve renseprocessen. Havde det været tilfældet, skulle varmen betragtes som et biprodukt, og dermed underlægges prisloftet for overskudsvarme.
Havde det været tilfældet, var hele tanken om den slags anlæg, bl.a. i Aalborg, skudt i sænk. I Aalborg Forsyning har man fjernvarmeprojekter baseret på varme fra spildevand i støbeskeen for knap en kvart milliard kroner, men nu frygtede man, at det måtte skrinlægges.
– Heldigvis har ministeren ændret sin vurdering, og derfor kan vi nu fortsætte med vores projekter til glæde for borgerne i Aalborg, der efter planen næste år kan få varme i radiatorerne baseret på renset spildevand. Projektet på Renseanlæg Vest er et af de mest effektive i den grønne omstilling af Aalborg Forsyning, og så vil det tilmed reducere CO2-udledningen med 21.000 ton årligt sammenlignet med den kulbaserede varmeproduktion på Nordjyllandsværket, siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør for Aalborg Forsyning.
Kilde: Danva