Langt de fleste danskere bliver i dag kremeret efter døden, og et stigende antal vælger, at det er en papkiste, der sendes ind i ovnen, frem for den traditionelle trækiste.
Med kisten fra Green Goodbye er inderkisten, som bliver kremeret sammen med den afdøde, lavet af syv kilo genbrugspap, og yderkisten af træ bliver typisk genbrugt 20 til 30 gange. Her oplever direktør Mikkel Junge Jacobsen også, at efterspørgslen på kisterne, som koster det samme som de traditionelle kister, er for opadgående.
– Med en almindelig trækiste bruges der i gennemsnit cirka 40 kilo træ, som vi jo kan spare og i stedet kun brænde lidt pap, og den store ressourcebesparelse er folk heldigvis ved at få øje på, siger Mikkel Junge Jacobsen.
Trods den store materialeforskel mellem pap- og trækisten, stilles der alligevel fra tid til anden spørgsmål om papkistens miljøvenlighed. Det forsøger Green Goodbye at adressere ved hjælp af en undersøgelse fra Aktive Energi Anlæg.
De har undersøgt energiforbruget ved kremeringer af papkister kontra almindelige trækister af forskellige fabrikater. Konklusionen af undersøgelsen var, at der ikke er et øget energiforbrug ved kremering af papkister, men muligvis et lavere, end ved andre typer af kister.
– Jeg får ind imellem at vide, at fordi der ikke er træ med i ovnen, så kræver det mere brændstof at kremere liget, men som Aktive Energi Anlæg også har slået fast, så har det intet på sig, siger Mikkel Junge Jacobsen, og uddyber:
– Undersøgelsen viste nemlig – hvad vi i forvejen godt vidste – at evnen til at brænde afhænger af størrelsen på den afdøde. Jo større fedtmængde man har, des bedre – og således mere klimavenligt – brænder man.
Kilde: Green Goodbye