Coca-Cola er lykkedes med at udvikle sin første flaske lavet af 100 procent plantebaseret plast (med undtagelse af proppen og etiketten). Flasken, der indtil videre kun er fremstillet i 900 styks, er udviklet i samarbejde med blandt andre finske UPM og den kinesiske biokemivirksomhed Changchun Meihe Science & Technology.
Det er mere end et årti siden Coca-Cola præsenterede sin PlantBottle, som var verdens første genanvendelige PET-flaske lavet med op til 30 procent plantebaseret bioplast. Nu er man altså kommet hele vejen
Coca-Cola skriver i en pressemeddelelse, at PET – som er verdens mest genanvendte plastik – består af to molekyler, hvor monoethylenglycol (MEG) udgør omkring 30 procent og terephthalsyre (PTA) udgør omkring 70 procent. Bioplastandelen i den originale PlantBottle-flaske, som blev introduceret i 2009, består af biobaseret MEG, med sukkerrør som råvare, mens PTA-andelen indtil videre er kommet fra oliebaserede kilder.
I Coca-Colas nye 100 procent plantebaserede plastikflaske har det været muligt at erstatte det fossile PTA-indhold i PET-plast med plantebaseret PTA ved hjælp af en ny proces fra det amerikanske biokemifirma Virent Inc.
Bl.a. er det lykkedes at omdanne paraxylen (bPX) til terephthalsyre (bPTA) – begge stoffer er plantebaserede. I Coca-Colas nye prototypeflaske blev der brugt majssukker som råvare til konverteringen fra bPX til bPTA, men ifølge virksomheden kan andre råvarer anvendes.
Sammen med kinesiske Changchun Meihe Science & Technology har Coca-Cola Company også strømlinet teknologien til at producere plantebaseret MEG (bMEG). Normalt fremstilles bMEG ved at omdanne råvarer fra sukkerrør eller majs til bioethanol som mellemprodukt, som derefter omdannes til bioethylenglycol. Ifølge Coca-Cola kan bMEG nu fremstilles direkte fra forskellige sukkerkilder, hvilket har resulteret i en enklere proces.
Det er nu målet at få kommercialiseret produktionen, men det er usikkert, hvornår forbrugerne første gang kan åbne for en plantebaseret cola-flaske.