Vedvarende energi blæser måske i vinden, men vejen til at få den ind i elnettet går gennem avancerede systemer – og her kommer der til at mangle folk.
Det viser en omfattende analyse, som Cowi står på vegne af Dansk Metal, 3F Industri og Dansk Industri.
Analysen kommer frem til, at dansk industri vil mangle 15.000 fuldtidsansatte frem til 2035 – og det er vel at mærke om året. Det summer sig op til hele 195.000 årsværk.
– Politikerne har planlagt klimainvesteringer, for hvad der svarer til 20 Storebæltsbroer, men ikke tænkt over, hvem der skal producere dem. Det skal blandt andet mine medlemmer i 3F industri. Men det kræver et stærkere AMU-system, så kollegerne kan tilegne sig de rigtige kompetencer løbende, siger Mads Andersen, formand for 3F Industri.
Han bliver bakket op af Dansk Industri. Af de 200.000 vil omkring 100.000 være faglærte. og derfor er der behov for at prioritere industriens uddannelser, mener Kim Graugaard, vicedirektør i Dansk Industri.
– Industriens uddannelser står helt centralt i den grønne omstilling, og derfor er det afgørende, at vi får vendt den nuværende nedadgående spiral i antallet af elever, siger han.
– Vi er nødt til at kigge på balancen mellem erhvervsuddannelser og gymnasier. I dag tager næsten fire ud ti studenter hul på deres tredje sabbatår. Det er et tegn på, at de unge skal rykke tættere på erhvervslivet, hvor der virkelig er brug for dem. Og det kan man på erhvervsskolerne. Her er man tættere på jobmarkedet og kan tydeligt se sine muligheder.
Derfor er alle tre organisationer meget glade for den saltvandsindsprøjtning, regering har lagt op til at give erhvervsskolerne i deres finanslovsforslag. Industriens uddannelser har i mange år lidt under manglende investeringer. Derfor vil pengene falde på et tørt sted, hvis de lander på industriens uddannelser. Men penge alene er ikke nok, hvis industrien skal i mål med politikernes grønne ambitioner.
– Det er selvfølgelig positivt og tiltrængt, at erhvervsskolerne får tilført flere penge, men det er helt afgørende, at vi fortsætter kampen for, at flere unge vælger den faglærte vej. Politikerne vedtager i disse år mange store planer for den grønne omstilling. De kommer dog til at blive liggende på skrivebordet, hvis vi ikke vi får udlært de smede, der skal svejse fjernvarmen, de industriteknikere, der skal lave vindmøllerne og de tusindvis af andre faglærte, der er behov for, hvis planerne skal føres ud i livet, siger Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.
For kaster man blikket på, hvordan for eksempel en vindmølle bliver fremstillet, vil man hurtigt se, at medarbejdernes fagligheder spænder bredt og hænger uløseligt sammen. Her står smedene blandt andet for at svejse dele til møllehusene, mens det er den specialiserede ikke-faglærte og kompositoperatøren, der side om side laver og former vingerne.
Kilde: DI