En helt speciel type lastbiler holder for tiden helt stille. Det er lastbile, som har gas i stedet for diesel i tanken. Nu sender ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, en ikke særlig venlig tanke til de mange politikere, der gennem årene har argumenteret for at de skulle skifte om til gas.
Baggrunden var et ønske om at sænke CO2-udledningen, men med de ekstrem høje gaspriser har vognmændene ikke råd til at sætte nøgle i tændingslåsen.
Der er flere og flere vognmænd, som har spritnye gaslastbiler holdende i rækker på gårdspladsen, som de simpelthen ikke har råd til at køre med, fordi gasprisen er eksploderet. Og selvom dieselprisen også har været på himmelflugt, er det nu markant billigere at købe transport med diesel, så det giver sig selv, at kunderne nu vælger gas fra, siger John Skovrup, bestyrelsesformand i ITD.
Derfor efterlyser ITD nu handling fra politikerne. For selvom man ikke kunne have forudset Ruslands invasion af Ukraine og at inflationen ville stige så kraftigt, så ændrer det ikke på, at politikerne også har et ansvar, når de har peget på gas, som den vej vognmændene skulle gå.
Vi efterlyser simpelthen en plan fra politikerne på den situation, som vognmændene står i. For man kan ikke først bede branchen om at skifte til gas for derefter at lade dem i stikken, fordi det viser sig at være et dårligt råd, man gav dem, siger John Skovrup.
De stillestående gaslastbiler er ikke bare en økonomisk hovedpine for den enkelte vognmand. Det skubber også bag på den nuværende forsyningskrise og kapacitetsproblemerne i branchen.
Derfor skal der komme en langsigtet plan, som branchen kan agere efter, mener han.
Indtil videre har regeringen kun varslet flere afgifter, men det kan erhvervet ikke bære i den situation, vi står i. Der bliver nødt til også at komme noget den anden vej. Der skal kigges på afgiftslettelser, fradragsordninger og andre tiltag, der kan få sænket priserne for transportvirksomhederne uden unødigt bureaukrati. Ellers vil både dansk erhvervsliv og helt almindelige danskere se ind i en tid med kraftigt stigende omkostninger og priser, siger John Skovrup.