Danskerne har altid kigget med noget misundelse på de svenske bilpriser. Belagt med 25 procent moms som den eneste afgift, var bilerne langt billigere i broderlandet. Selvom man skulle betale afgift, har der været en ganske fast trafik af biler importeret over sundet.
Sådan er det faktisk stadig, men nu er det elbiler, der i stor stil skifter de svenske nummerplader ud med danske.
Det viser en opgørelse, som Motorstyrelsen har foretaget for Autoparts24.
Antallet af brugte benzinbiler er halveret. Fra 1.000 til 500 biler i løbet af de første ti måneder i år sammenlignet med samme periode i 2023.
Helt anderledes er det gået med elbiler. Her var der begrænsede 283 elbiler i 2023. Men her i 2024 er det nærmest gået amok.
1.800 biler har fundet ved over sundet – en stigning på over 500 procent.
– Der har været en enorm appetit på elbiler herhjemme, og i Sverige har der været statstilskud ved køb af nye elbiler, der sammen med den lave svenske krone har gjort det attraktivt at købe elbiler brugt for danskere. Og samtidig har det gjort, at benzinbiler er blevet mindre attraktive, siger Troels Meier, der er direktør i Autoparts24.
Ifølge Troels Meier er udviklingen samtidig et meget godt billede på den store forskydning, der sker i bilmarkedet herhjemme, hvor attraktive vilkår for købere i vores nabolande og store prisforskydninger er med til at skabe helt nye muligheder for danske bilkøbere.
– Den danske bilpark gennemgår store forandringer i de her år, og overordnet set er det positivt, at de brugte biler, vi importerer, er med til at understøtte den grønne omstilling og få erstattet en stor del af vores fossile bilpark til biler uden udledninger af partikler, siger han.
Kilde: Autoparts24 ApS