Region Midtjylland har fart på de grønne ambitioner, og de nyeste opgørelser fra regionen viser, at de man har held med at få indfriet dem.
Samlet set er kommunerne på rette vej i forhold til den nationale ambition om 70 procent reduktion af udledningen af CO2 og andre klimagasser (CO2-e) i 2030.
Opgørelse af energiforbruget er lavet i samarbejde mellem regionen og de 19 kommuner. Alene mellem 2018 og 2022 er CO2e-udledningen reduceret fra 11,7 million ton CO2 til 9,0 millioner ton CO2.
– De nyeste tal er et klart bevis på, at kommunerne i Region Midtjylland har taget store skridt mod en grønnere fremtid. Der er stadig områder, hvor vi som samfund har et stort arbejde foran os med klimaforebyggelse. Men tallene viser, hvad målrettet samarbejde og dedikation kan føre til, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bent Graversen (V), som glæder sig over de fælles resultater.
Udviklingen er drevet af flere apsekter som biogas og varmepumper. Andelen af vedvarende energi er steget fra 43 % i 2018 til 53 % i 2022, hvilket betyder, at målet om 50 % vedvarende energi, sat for 2025, allerede er nået flere år før tid.
Energiopgørelsen viser, at kommunernes investeringer i grøn omstilling giver pote. Alle kommuner har gjort fremskridt, selvom der er forskelle, blandt andet på grund af variationer i erhvervsstruktur.
– Klimaregnskaberne har givet kommunerne et klart overblik og gjort det muligt at handle målrettet. De har været et vigtigt værktøj i den grønne omstilling. Nu håber vi, at det gode arbejde fortsætter på tværs af kommunerne, selv om vi som region er nødt til at trække os ud af opgaven, siger Henrik Qvist (EL), næstformand for Udvalget for Regional Udvikling.
Kilde: Region Midjylland