Området øst for Ribe er i dag marker, så langt øjet rækker. Men for fremtiden bliver det måske et helt anderledes landskab. Der er lagt op til, at området bliver omlagt til våd natur – altså moser og enge.
Det vil få en enorm betydning for klimaet, da det reducerer udledningen af CO2 markant. Hvis alle 2.700 hektar udtages, forventes det, at der kan undgås en udledning på omkring 37.000 tons kulstof om året.
Det er Naturstyrelsen, som sammen med Esbjerg Kommune, DIN Forsyning og Jysk Landboforening, der står Danmarks største klima-lavbundsprojekt.
Projektet sikrer samtidig, at der udledes langt mindre kvælstof til Vadehavet. Det forventes, at der kan undgås en udledning på optil 108 tons – hvert år.
Tilbageholdelsen af kulstof og kvælstof bliver fastlagt nærmere i forundersøgelsen. Ligesom projektet kan give nye levesteder for især mange fuglearter, og flere kan få glæde af at høre rørdrummens karakteristiske lyd eller se den store rørhøg, når de færdes i området.
Projektet vil også kaste en række sidegevinster af sig i form af naturbaseret klimatilpasning.
Som led i at beskytte Ribe mod fremtidens voldsommere vejr skal det undersøges, om der kan etableres store områder øst for byen, hvor vandet fra åerne kan parkeres – i tilfælde af ekstrem nedbør.
Den såkaldte vandparkering kan være helt oppe på 1.000 hektar. Den udvidelse af projektet skal finansieres af Esbjerg Kommune:
– Det her projekt er med til at løse flere af vores tids største udfordringer. Her får vi beskyttet Ribe mod oversvømmelser, mens vi samtidig får bremset vores CO2-udledning. Det er fantastisk, at sådan et stort klima- og naturprojekt kan ske ved Ribe, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
Projektet er dog afhængig af 150 lodsejeres velvilje til at afgive jorden.
Lodsejerne blev præsenteret for planen ved et indledende møde i juni, og når processen med jordfordelingen går i gang, skal mulighederne drøftes med lodsejerne.
Her har lodsejerne mulighed for at købe andre jorder for den pris de har modtaget for deres arealer eller at få udbetalt kompensation. De kan også sælge deres jord til projektet:
– Lodsejerne skal være med på ideen – ellers bliver projektet ikke til noget. Men mange vil gerne bidrage til den grønne omstilling – og de virker også positive over for ideen her. Jeg ser frem til samarbejdet, og til at vi i fællesskab finder gode løsninger for området, siger formand for Jysk Landboforening, Niels Laursen.
Kilde: Naturstyrelsen