Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har efter indstilling fra Klimarådet udpeget to nye medlemmer af Klimarådet. Det sker, fordi to medlemmers sidste udpegningsperiode udløber pr. 1. marts 2025.
Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet samt Niels Buus Kristensen, seniorforsker ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo udtræder begge af Klimarådet pr. 1. marts 2025, når deres sidste udpegningsperiode udløber.
Klimaministeren har efter indstilling fra Klimarådet udpeget to nye medlemmer af Klimarådet. De er begge udpeget for en fireårig periode, der starter 1. marts 2025.
De to nye medlemmer af Klimarådet er:
Marit-Solveig Seidenkrantz, institutleder og professor, Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet
Christina Tvarnø, professor, ph.d., CBS Law, Copenhagen Business School.
Det er Klimarådet selv, som indstiller formanden og medlemmer til rådet. Herefter udpeger klima-, energi- og forsyningsministeren formelt rådsmedlemmerne.
Klimarådet skal ifølge klimaloven sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø, natur, økonomi, klimavidenskabelig forskning og adfærdsforskning af relevans for klimaområdet. Det er på den baggrund, de to nye medlemmer indstilles.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet