Mens det går op og ned for konkurrenterne, holder KLM fast i sin placering som nummer to i dette års Sustainable Brand Index. Det hollandske flyselskab, der er den eneste ikke-skandinaviske aktør i top-tre, øger samtidig sin rating i to internationale målinger.

I 2023 styrkede KLM sin indsats for en mere bæredygtig luftfart. Investeringer i både nye, mere brændstoføkonomiske fly samt i produktionen af bæredygtigt flybrændstof (SAF) har sikret selskabet en plads forrest i førerfeltet blandt flyselskaberne med den mest aktive klimaindsats.
Igen i år står KLM således næstøverst på listen over de mest bæredygtige flyselskaber i Sustainable Brand Index, som gennemfører sine målinger blandt respondenter i Norden, Baltikum og Holland. Også på et mere globalt plan noteres KLM’s bæredygtighedsindsats. Selskabet har i 2023 forbedret sin rating i Dow Jones Sustainability Index og CDP-indexet, der måler henholdsvis bæredygtighedspraksis og klimamæssig gennemsigtighed.
-Hvert et trin, vi klatrer op ad på rangstigen, har betydning for os. Vi ser det som et bevis på, at mange er opmærksomme på vores indsatser for en mere bæredygtig luftfart. Luftfarten som helhed har stadig en lang rejse foran sig, men der foregår et intenst og solidt bæredygtighedsarbejde, som vi er med til at drive, siger Maria Hagelberg, der er ansvarlig for bæredygtighed hos Air France og KLM i Nordeuropa.
Akilleshælen i luftfartens grønne omstilling
Det er især investeringer i mere energieffektive fly og bæredygtigt flybrændstof, der kan rykke noget i flyselskabernes klimaregnskaber. Den nye generation af fly kan reducere CO2-udslippet med op til 25 pct., og bæredygtigt flybrændstof kan skære op til 80 procent af udledningen. Mens flyene kan bestilles, er bæredygtigt flybrændstof imidlertid en global mangelvare og udgør derfor blot lidt over 0,1 pct. af verdens samlede flybrændstofforbrug.
-Manglen på bæredygtigt flybrændstof er akilleshælen i luftfartens grønne omstilling. Ud over flådemodernisering er SAF den eneste tilgængelige og realistiske løsning på at flyve mere bæredygtigt her og nu, men der produceres alt, alt for lidt. Derfor har vi i KLM blandt andet investeret i SAF-produktion, ligesom vi konstant øger mængden af bæredygtigt flybrændstof på vores flyvninger. Jo flere selskaber, der gør det, desto større er chancerne for, at produktionskapaciteten øges, siger Maria Hagelberg videre.
KLM tilføjer nu op til en procent bæredygtigt flybrændstof på alle billetter, hvilket er inkluderet i prisen. Selskabets mål er at øge dette til 10 pct. i 2030. Samtidig sigter KLM efter, at 64 pct. af flyflåden skal være moderniseret i 2028. Selskabet investerede i 2023 i 50 nye Airbus A350 fly, som bruger 25 pct. mindre brændstof.
KLM bruger tæt ved 17 pct. af alt det bæredygtige flybrændstof, der produceres på verdensplan, svarende til 80.000 ton. Det er mere end noget andet flyselskab.