
Ved årsskiftet blev håndværkerfradraget genindført. Men var håbet, at danske boligejere ville kaste sig over muligheden for at få en lille økonomisk håndsrækning til håndværkerregningen, så må man tro om igen.
En analyse foretaget af YouGov for Gjensidige og NRGi viser, at 65 procent af boligejerne er usikre på, om de vil benytte det nye håndværkerfradrag.
Og det er en skam, mener Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGI.
– Hvis man drømmer om at klimasikre sin bolig eller energirenovere sit hjem, er håndværkerfradraget en oplagt mulighed. Det kan hjælpe boligejere med at realisere projekter, der ellers kan være svære at gennemføre. Og i sidste ende kan det gøre boligen mere energieffektiv og bedre rustet mod fremtidens vejr og klimaforandringer.
Det genindførte håndværkerfradrag gør det muligt at trække arbejdslønnen fra til udvalgte håndværksydelser såsom efterisolering, installation af varmepumper, etablering af dræn eller andre energi- og klimasikringsforbedringer af boligen på op til 8.600 kroner per person.
Tilbage i 2020 benyttede mere end en kvart million danskere sig af håndværkerfradraget. Alligevel svarer kun 35 procent af de adspurgte boligejere i undersøgelsen, at de har planer om at bruge ordningen.
Skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, ser fradraget som en oplagt mulighed for at forebygge skader på boligen.
– Når det kommer til at passe på sin bolig, er det altid bedre at forebygge end at udbedre skader. Klimasikring og energirenovering er en vigtig investering for boligejere, da det både kan beskytte boligen mod vejrskader og give økonomiske fordele på den lange bane, fortæller hun.
Kilde: Gjensidige