
I gamle dage, det vil sige for en 10-12 år siden, var din bil enten en på diesel eller benzin. Nogle havde måske også en gasbil gemt i laden. Med den voksende klimabevidsthed på transportområdet, skal alle til at vende sig til helt andre motortyper, og det har kastet nogle lidt underlige forkortelser af sig.
For hvad er en ICE? Eller en FCEV baseret på en PEMFC?
Klimafokus har samlet en lille guide over, hvilke teknologier, der gemmer sig bag de kryptiske forkortelser.
ICE= Internal combustion engine
En ICE-motor er den klassiske forbrændingsmotor, der alt overvejende kører på benzin eller diesel. Kan også have gas eller ethanol i tanken, men selve motorteknologien er den samme.
HICEV= Hydrogen internal combustion engine vehicle
En motortype, der endnu er i sin vorden, og som deler vandene. Det er grundlæggende en ICE, men kører på brint. Brint er altså det direkte brændstof, og adskiller sig dermed fundamentalt fra en FCEV. Endnu er det småt med HICEV-biler, og der er ganske heftig diskussion om effektiviteten af den. Toyota er blandt de bilproducenter, der arbejder med teknologien.
FCEV=Fuel cell electric vehicle
Bilen anvender brint som brændstof, men modsat en HICEV, bliver brinten omdannet til strøm i en brændselscelle. Det betyder, at bilens motor er en elmotor. Hvorvidt bilen derfor er en brintbil eller en elbil kan jo diskuteres, men de fleste vælger at kalde det en elbil.
Konstruktionen har været kendt længe. Teknologien til bilerne bygger på polymerelektrolytmembran brændselscellen (PEMFC). Der findes også en DMFC (Direkte metanol brændselscelle), der, som navnet antyder, anvender methanol som brændstof, men denne type anvendes ikke i personbiler.
Trods et langt tilløb, er det stadig småt med FCEV-modeller, og der diskuteres stadig, om teknikken er hensigtsmæssig til personbiler.
HEV= Hybrid electric vehicle, eller også kaldet selvladende hybrid. Al strøm til den ofte lille elmotor/batteri kommer fra bilens ICE. Har været kendt længe, er en robust konstruktion, men er ved at være presset af phev´erne, bl.a. fordi den har meget lille rækkevidde på strøm. Fordelen er en lav vægt, da både batteri og elmotor er så små.
PHEV= Plug-in hybrid electric vehicle
En bil med en ICE og et relativt stort batteri og kraftig elmotor. De stærkeste PHEV´ere i dag, er udstyret med en el-drivlinje, der er stort set lige så kraftig, som den første globale solgte elbil, Nissan Leaf.
Fordelen er en længere rækkevidde på strøm end en HEV, ulempen er en voldsom forøget vægt i forhold til tilsvarende ICE-modeller. Det kaster et højere forbrug af sig, når strømmen er brugt op.
Har været udskældt for langt fra at være så grønne som påstået. Nogle mener, man har kombineret det værste fra de rene elbiler (den høje vægt) og fra ICE-bilerne (fossilt brændsel).
BEV: Battery electric vehicle
Den som vi blot kender som elbilen. Den får strømmen fra et batteri. I dag udelukkende Li-ion. Er besværet af en høj vægt. Et Li-ion batteri har en såkaldte energitæthed på 260-270 Wh/kilo, hvilket betyder, at mange elbiler slæber rundt på batterier, der vejer 400-600 kilo.
Li-ion er udskældt på grund af de miljøomkostninger, der er ved produktionen af lithium. Indeholder ofte også kobolt, der ligesom lithium er en begrænset ressource.
Der arbejdes på at udvikle et batteri baseret på et andet alkali-metal, natrium. Natrium er et af de mest almindelige grundstoffer på jorden. En Na-ion batteri har flere fordele. Det indeholder ikke kobolt, råvaren er billig, findes overalt på kloden, kan bedre håndtere kulde end Li-ion.
Ulempen er, at kapaciteten stadig er for lille. De bedste har en energitæthed på 105 Wh/kilo, og er dermed reelt ikke anvendelige i elbiler endnu, hvis rækkevidden skal være bare nogenlunde anstændig