En ny lov giver kommunerne mulighed for at oprette såkaldte nulemissionszone. Her vil der kun være adgang for elbiler og andre fossilfrie køretøjer.
Zonerne kan oprettes allerede efter nytår. Mange kommuner har efterspurgt netop muligheden for at oprette sådanne zoner. Der bliver dog ikke frit slag til at oprette zonerne hvor som helst og i en størrelse, som den enkelte kommune nu finder hensigtsmæssig.
Og så må hver enkelt kommune kun oprette én zone. Til gengæld kan de vælge mellem to modeller. Den lille, som kun omfatter persontransport – eller en langt mere vidtgående, der omfatter al trafik, inklusive varetransport.
Loven understreger, at zonerne er tænkt som mindre byområder – altså ikke det halve af København eller Aarhus. Der skal ikke være længere fra zone-kanten til zonecentrum, end at man kan parkere lige uden for zonen og gå eller cykle den sidste bid vej. Eller tage kollektiv trafik.
Der er også andre forudsætninger, der betyder, at kommunerne har begrænset zone-leg.
Den må ikke skabe uforholdsmæssig meget mertrafik ved omvejskørsel. Zonen må derudover heller ikke omfatte det strategiske vejnet, som er de vigtigste veje, som forbinder landet.
Ønsket om nulemissionszoner har ofte været omtalt i landets største byer og kommuner, men selv Læsø, der med sine 1.793 indbyggere er landets mindste kommune, kan oprette en zone, hvis man ønsker det.
Kilde: Miljøministeriet