Når der handles bolig er energimærket ved en vigtig faktor for mere end halvdelen af boligkøberne. Ikke den vigtigste – her er det trods alt svært at slå den evige beliggehed.
Det er en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Exometric, der er en del af energi- og rådgivningsvirksomheden NRGi, der fastslår energimærkets betydning ved bolighandler. Og at det kryber frem i folks bevidsthed er ingen overraskelse, mener Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
– Et boligkøb er ofte et spørgsmål om tryghed. Derfor er det kun naturligt, at mange boligkøbere gerne vil have en idé om, hvad de kan forvente af udgifter til energiforbrug. Og det kan energimærket være med til at vise dem, siger Bo Halm Andersen, der ser det som en positiv udvikling, at der er kommet større fokus på energimærket.
Det er dog ikke alle, som vægter energidelen lige højt, for 29 procent siger, at det har mindre betydning, og otte procent tillægger det slet ingen betydning, om huset har A eller G.
Og det er en skam, lyder det fra Bo Halm Andersen. For ifølge energikonsulenten er energimærket ikke blot en karakter, men en værdifuld rapport med masser af nyttig viden.
– Jeg opfordrer altid potentielle boligkøbere til at nærlæse energimærkningsrapporten. Her kan man finde forslag til rentable energiforbedringer fra en uvildig energikonsulent, siger Bo Halm Andersen, som lægger vægt på, at det både er godt for klimaet og privatøkonomien at følge forslagene fra energimærket.
Kilde: NRGi