Fra torsdag den 29. august er der dømt Klimafolkemøde i Middelfart. Et Folkemøde, der med inspiration fra det mere politiske på Bornholm, har klimaet som det altdominerende omdrejningspunkt.
Programmet i løbet af de tre dage Folkemødet varer, er omfattende, og der er massevis af spændende emner og områder, man kan dykke ned i.
For at give en lille smagsprøve, er der her tre ret forskellige arrangementer:
Biosolutions – fremtidens grønne løsninger
Biosolutions er naturens egen værktøjskasse, og dækker bl.a. over brugen af bakterier og enzymer i biologiske processer. Lær mere om biosolutions potentialer og barrierer og vær med til at sætte fart på den grønne omstilling.
Fredag den 30. august, klokken 17.00 – 17.45 | Rød | Arrangør: Dansk erhverv & Teknologisk Institut
Bæredygtigt byggeri, vil vi det?
Vær med, når Videncentret Bolius, Civica og Teknologisk Institut giver bæredygtige indspark til både branchen og forbrugerne. For hvor bæredygtige er vi egentlig, når det kommer til stykket?
Fredag den 30. august, klokken 14.00 – 14.45 | Hvid | Arrangør: Civica, Teknologisk Institut og Videncentret Bolius
Fra sort til grøn – Skal der være penge i det?
Samtalesalon om forskellige virksomheders udvikling fra sort til grønt. Hvad driver omstillingen? Økonomi, idealisme, omtale? Hvilke faldgruber er der, og hvad skal der til, for at det lykkes?
Torsdag den 29. august, klokken 11.00 – 11.45 | Hvid | Arrangør: ADP A/S
Hvis de tre alligevel ikke ramte rigtigt, kan man selv gå på opdagelse i det omfattende program.
Folkemødet slutter lørdag den 31. august
Kilde: Klimafolkemødet