Vinder af Årets Digitale SMV:Omstilling gik til en virksomhed fra det midtjyske; Fibo Intercon. Dermed er det tredje år i træk, at en virksomhed fra denne region løber af med sejren indenfor digitalisering af små- og mellemstore virksomheder.
De to foregående år har hhv. Billig-arbejdstøj fra Spjald og The Army Painter fra Skanderborg vundet prisen.
Fibo Intercon fremstiller mobile betonblandere, og baggrunden for prisen er blandet andet, at de har kodet intelligens ind i deres maskiner og det gør, at de nu tilbyder deres kunder et endnu bedre produkt. Dataene bliver lagt op i skyen og maskinerne kan tilkobles overvågning, så kunden får en alarm via sin mobil eller pc, hvis betonblanderen ikke kører, som den skal.
Det store fokus på digitalisering betyder, at arbejdsgangene hos Fibo Intercon også har ændret sig. I dag kan medarbejderne logge på de maskiner, som Fibo Intercon har stående rundt om i verden, fra deres hovedkontor og herfra lave service og give kunderne gode råd om, hvordan de kan optimere deres produktion af beton.
– Senest har vi lavet et digitalt system, der gør det lettere for kunderne at købe beton i byggemarkederne. Reduktion af CO2 er et essentielt emne globalt – og det gælder ikke mindst indenfor betonindustrien. Vi ønskede at bidrage med et koncept, hvor beton i mindre batches kunne afhentes i nærområdet, så vi på den måde bidrager til mindre spild og mindre CO2 udledning i forhold til transport. Som kunde indtaster man blot hvor meget beton, man skal bruge. Derefter får man en kvittering og så bestiller man en lille kubikmeter, eller hvad man har brug for. Hele konceptet er som bilvask, bare flyttet over i et nyt segment, siger Henrik Jeppesen, der er direktør i Fibo Intercon.
I Ringkøbing-Skjern Kommune er man stolte over at endnu en virksomhed fra Ringkøbing-Skjern er kåret som vinder:
– Vi er stolte over, at en lokal virksomhed som Fibo Intercon er med til at gå forrest og inspirere andre danske virksomheder til at se nærmere på de muligheder, der ligger i at digitalisere hele eller dele af sin forretning. Et godt eksempel på, at arbejdet med digitalisering skaber både vækst og arbejdspladser lokalt, siger Borgmester Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern Kommune.
Virksomhederne har været gode til at udnytte mulighederne i erhvervsfremmesystemet og har bl.a. fået vejledning af både Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Erhvervshus Midtjylland, der også er glade for, at Fibo Intercon løb med prisen:
– Fibo Intercon viser vejen for mange virksomheder, hvor digitalisering og grøn omstilling går hånd i hånd – og så er Fibo Intercons digitale omstilling også et eksempel på, at man meget hurtigt kan se effekt af et solidt arbejde med digitalisering, siger Erik Krarup, der er direktør i Erhvervshus Midtjylland.
I alt har tre virksomheder i finalen dystet om prisen for Årets Digital SMV:Omstilling 2023. Foruden Fibo Intercon var endnu en midtjysk virksomhed nemlig Havnens Café & Isbar samt NIOR bistro fra Hedensted også i finalen om prisen sammen med den nordjyske virksomhed Unilite A/S.
Kilde: Erhvervshus Midtjylland