
Mens der er massevis af løsninger til håndtering af affald i forbindelse med sortering og indsamling, kniber det mere med håndteringen af det farlige affald.
Det blev startskuddet til et effektivt samarbejde mellem Joca og Sono, der kombinerede deres evner indenfor hhv. affaldssortering og indretning for at introducere et nyt og robust miljøskab. Det nye skab sikrer nem håndtering af miljøfarligt affald til særlig glæde for beboere i etageejendomme.
‒ Mange lejligheder har en rød miljøkasse til det miljøfarlige affald såsom batterier og elpærer. Der opstår dog en problematik for mange, da beboerne ikke ved, hvor de skal placere kassen, siger Finn Schøning Thomsen, der er salgschef hos Joca, og tilføjer:
‒ Derfor begyndte flere og flere at efterspørge miljøskabe, hvor kasserne kan stå, indtil de bliver afhentet af renovationsbilen.
For Joca resulterede den stigende interesse i miljøskabe i en specifik forespørgsel fra en kunde på netop det, men der var ét problem:
‒ Vi havde ikke selv et skab. Derfor måtte vi undersøge, hvem der kunne lave den slags produkter. Her fik vi anbefalet Sono, som allerede laver skabe til værksteder, der ligeledes skal være robuste og holdbare, fortæller Finn Schøning Thomsen.
Selvom Sono har erfaring med udvikling af opbevaringsløsninger, var miljøskabe alligevel et nyt område. Derfor startede de fra bunden med udviklingen af skabet, så de kunne tænke alle ønskerne ind fra starten:
‒ Miljøskabet har været længe undervejs, da vi har prøvet os frem af flere omgange for at finde frem til det bedste design. Vi har heldigvis et godt netværk af producenter, der har bidraget til udviklingen, forklarer Hans Bjerregaard, som er Area Sales Manager hos Sono.
Målet skulle være et robust og vejrbestandigt skab, der holder i mange år, og som kan fastgøres både til jorden og bagtil. Derfor gik Sono på jagt efter et materiale, der kan holde til lidt af hvert, inden de fandt den rette løsning:
‒ De nye miljøskabe er produceret af galvaniseret stål, der er et meget kraftigt og vedligeholdelsesfrit materiale til den type skab. Skabene til udendørs brug har også fået et lag polyesterlak, så de er beskyttet mod vind og vejr, fortæller Hans Bjerregaard.
Den første levering af de nye miljøskabe endte i Vordingborg Kommune, der skulle bruge miljøskabe, så områdets boligforeninger var sikret en god håndtering af det miljøfarlige affald.
Kilde: Joca/Sono