
Når virksomheder går på indkøb, har det stort betydning, hvor pengene lægges. Og de lægges i stadig højere grad på miljømærkede produkter.
Det kan man se på de indkøb, som virksomhederne i Netværk for Miljømærket står bag. Netværkets samlede årlige indkøb af miljømærkede produkter inden for 10 udvalgte områder er således vokset fra 33 mio. kr. i 2012 til 159 mio. kr. i 2021. Det er bl.a. årsagen til, at flere leverandører i dag er leveringsdygtige i svanemærket rengøring, svanemærkede kantiner og miljømærkede møbler
Særligt udbuddet af svanemærket rengøringsservice har været stærkt stigende. I 2012 var der to svanemærkede rengøringsselskaber, mens der i dag er 15. I samme periode er medlemmernes andel af svanemærket rengøring steget fra 20 procent til 45 procent.
Samme udvikling ses inden for møbler, hvor mere end 80 møbelvirksomheder i dag leverer miljømærkede møbler til det danske marked, mens der blot var 19 leverandører i 2012. Tilsvarende har netværket øget deres indkøb af miljømærkede møbler fra en andel på 1 procent til 23 procent. Tallene viser tydeligt, at når efterspørgslen er der, kommer udbuddet også.
Miljømærkning Danmark hjælper med at facilitere netværksmøder, seminarer og virksomhedsbesøg. Martin Fabiansen, direktør hos Miljømærkning Danmark, glæder sig over netværkets udvikling og resultater.
Indkøb fra private virksomheder udgør en enorm købekraft, som kan være med til at fremme den grønne omstilling. Det er præcis det, medlemmerne af Netværk for Miljømærket indkøb har fokus på – og som de har stor succes med. Gennem de seneste ti år har medlemmerne gang på gang været med til at flytte markedet i en grønnere retning – og vist, hvilken forskel man kan gøre, når man går sammen med andre. Det er både inspirerende og imponerende, og jeg ser frem til de næste ti år.
Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige indkøb, og som sætter handling bag ordene. Netværkets arbejde bidrager direkte til opfyldelse af FN’s verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.
Netværkets medlemmer består af: IF Forsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, ALLIANCE+, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Coop, ISS, Ørsted, IDA, Roskilde Festival, ATP og Dagrofa Foodservice.