Danmark kan godt nu klimamålene for 2030. Det vurderer tænketanken Concito i en ny analyse, som dog også påpeger, at sandsynligheden for at nå målene er helt nede på 20 procent, hvis man holder fast i den nuværende politik.
En vej til at forbedre det tal, er at sikre implementering af klimatiltag i landbrug, industri, transport og opvarmning.
– Sporene er lagt til, at vi når 70 %’s reduktion i 2030 og rigtig mange tiltag er vedtaget, men det er alt for tidligt politisk at slå op i banen, siger Christian Ibsen. Han uddyber:
– Det er vigtigt, at Danmark fastholder troværdighed om klimaindsatsen. Det politiske fokus bør nu skærpes i forhold til de mange tiltag, der er besluttet, så der leveres de nødvendige reduktioner nu og i de kommende år.
Concito har foretaget to simuleringer, der viser sandsynligheden for opfyldelse af 2030-klimamålet.
I den første håbefulde simulering antages det, at alle klimatiltag i gennemsnit leverer de reduktioner som regeringen forventer. Det vil sige, at risikoen for at levere færre reduktioner vurderes til at være lige så stor som sandsynligheden for at levere flere reduktioner.
Med denne antagelse er sandsynligheden for, at vi når 2030-målet kun 60 %.
Den anden simulering fokuserer på områder, hvor man vurderer, at der er en risiko for, at der ikke leveres de forventede reduktioner. Med en risiko for færre reduktioner inden for bl.a. landbrug, industri og opvarmning mindskes den samlede sandsynlighed for, at klimamålet opfyldes til blot ca. 20 % – og dermed langt fra målet.
Vi er derfor langt fra i mål, og konklusionen er klar: Regeringen og Folketinget bør dreje fokus mod at sikre implementering af de besluttede tiltag og adressere de risici, som allerede nu er tydelige, også hvis det kræver nye tiltag og beslutninger. Det vil øge sandsynligheden for, at klimamålet opfyldes i sidste ende.
Kilde: Concito