Nye regler skal sikre, at gamle byggematerialer i højere grad kan genbruges og genanvendes. I stedet for at blive sorteret, når materialerne er blandet sammen, foreslår regeringen i et nyt oplæg, at materialerne sorteres under selve nedrivningen og dermed i højere grad bliver genanvendt eller genbrugt.
I dag stammer 40 procent af Danmarks samlede affald fra byggebranchen. Det svarer til cirka fem millioner ton affald årligt.
Ifølge de nye forslag skal bygherre sammen med kvalificeret personale sørge for at udarbejde og udfylde nedrivningsplanen.
Bygningerne skal efterfølges nedrives nænsomt, så byggematerialet løbende kan sorteres, og materialerne i højere grad kan genbruges eller genanvendes. Samtidig bidrager reglerne til at sikre, at byggematerialer, der indeholder miljø- og sundhedsfarlige stoffer, bliver håndteret på forsvarlig vis.
Håbet med den nye lov er bl.a., at 14 procent af betonen kan genanvendes og 12 procent kan genbruges. På begge områder er det tæt på 0 procent i dag. Også tegl, klinker og mursten kan genbruges. Her er forventningen at komme op på 27 procent – det er også stort set 0 procent i dag.
Kravene gælder for nedrivning af bygninger på 250 m2 eller derover.
Lovforslaget forventes fremsat i december 2023, og det forventes sammen med bekendtgørelsesreglerne at træde i kraft 1. juli 2024.