En ny pulje skal gøre det nemmere at opsætte solceller på tage i byerne, så tagarealer bruges til grøn energiproduktion. Puljen ventes at åbne i 2025.
Aftalekredsen bag Klimaaftale om mere grøn strøm og varme 2022 og Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 har besluttet at målrette en pulje til vedvarende energi til opsætning af solceller i bymæssig bebyggelse.
– Boliger står for en meget betydelig del af energiforbruget. Det er oplagt at udnytte tagarealer, som ofte ellers ikke bruges til noget, til at producere grøn strøm til at dække noget af forbruget. Den nye pulje kan hjælpe til at få flere solceller op i byerne, hvor det ellers er svært at finde plads til dem, siger Stig Uffe Pedersen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Puljen indeholder i 2025-2030 ca. 8,6 millioner kroner årligt. Pengene vil kunne gå til både almene boligafdelinger, private lejeboliger, ejerlejligheder og andelslejligheder. Puljen ventes at åbne første gang i 2025, og Energistyrelsen vil gå i dialog med interessenter om den konkrete udformning af puljen.
Ved at opsætte solceller på tage kan tagarealer, der ofte ikke kan anvendes til andre formål, udnyttes til grøn energiproduktion. Puljen skal skabe opmærksomhed om mulighederne for sådanne solcelleprojekter på etageejendomme.
Puljen forventes at åbne første gang i 2025. Den indeholder i gennemsnit 8,6 mio. kr. i hvert af årene 2025-2030. Puljen udmøntes i første omgang frem til 2030, hvorefter der tages stilling til videre udmøntning. Puljemidlerne tildeles gennem først til mølle-princippet.
Kilde: Energistyrelsen