Hidtil har danskerne stået i kø for at få de gode tilbud, som kommer i forbindelse med Black Friday og den tilhørende Black Week.
Men måske er det ved at aftage. Noget tyder på, at selvom danskerne nok kan lokkes med et godt tilbud, sidder Dankortet ikke helt så løst, som tidligere.
Det skyldes ikke pengemangel, viser bl.a. en større nordisk forbrugerundersøgelse, som Opinion har lavet for Svanemærket. Men noget helt andet.
– Black Friday er en god anledning til at reflektere over vores forbrug, som sætter et kæmpe miljø- og klimaaftryk. Har jeg virkelig brug for et par nye sko eller en ny trøje, blot fordi der er et kanongodt tilbud? Jeg håber, at den tendens, vi ser i vores forbrugerundersøgelse, hvor halvdelen af danskerne har svaret, at de inden for det seneste år har været mere bevidste om ikke at købe ting, de ikke har brug for, også vil være til stede ved dette års Black Friday, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Og det er ikke bare Black Friday, som danskerne er ved at være en anelse trætte af. Også andre tilskyndelser til at købe mere – fx ”3 for 2’s pris”, er ved at falde stadig flere for brystet.
Omkring 25 procent af danskerne mener, at butikkerne ganske enkelt burde stoppe med den slags salgsfremstød.
Samme tendens viser en forbrugerundersøgelse fra konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG), der peger på, at den gennemsnitlige danske forbruger helt generelt køber færre produkter, men i bedre kvalitet, og dermed i stigende grad vender discount og slagtilbud ryggen.
– Black Friday opmuntrer i høj grad til impulsiv købsadfærd. Det kan selvfølgelig være en god mulighed, hvis man kan finde et julegaveønske til en god pris, eller der er tilbud på noget, man alligevel står og mangler. Men hånden på hjertet, hvor meget af det, der bliver solgt til Black Friday, er reelt noget, vi ikke kan leve uden?, påpeger Rina Ronja Kari.
Kilde: Miljømærkning Danmark