Med Infrastrukturplan 2035 er der afsat midler til bedre støjbekæmpelse langs motorvejen ved Gentofte. Som et nyt tiltag bliver der på strækningen opført en ny type støjskærme, som kan bidrage til yderligere støjreduktion.
Langs Helsingørmotorvejen i Gentofte skal der opføres cirka 900 meter nye støjskærme, og det er besluttet at opføre en type skærm, der hælder ind over vejen. Skærmene er op til seks meter høje, i forhold til vejbanen, og dertil kommer et to meter højt udhæng, som skråner tre meter indover vejen. Det er første strækning i Danmark, hvor den type støjskærme bliver afprøvet.
Der er med infrastrukturaftalen fra 2021 afsat 57,6 millioner kroner til en støjskærm i Gentofte, som i aftalen var placeret mellem Ellegårdsvej og Fuglegårdsvej. For at sikre en sammenhængende og effektiv støjreduktion er projektet flyttet en smule, og vil blive opført mellem Resedavej og Teglværksbakken. Støjindsatsen vil bidrage til at reducere antallet af støjplagede boliger, hvor omkring en fjerdedel af de støjplagede boliger langs strækningen vil opleve en mærkbar støjreduktion på mere end seks decibel.
Kilde: Transportministeriet