En bølge af lovkrav fra EU i form af Green Deal og Ecodesign-forordningen skal føre til en mere holdbar tekstiløkonomi. For virksomhederne fører det også til nye og øgede krav om ansvarlighed, der skal kunne dokumenteres og implementeres i alle led af værdikæden.
Samtidig viser en ny undersøgelse, at danske forbrugere efterspørger mere miljøvenligt tøj, når kravene bliver gennemført. Ecodesign-kravene til tekstiler forventes at blive vedtaget i 2026 og gælde fra omkring 2027.
– De øgede krav vil uden tvivl udfordre tøjbranchen. Med udgangspunkt i EU’s tekstilstrategi vil Ecodesign-forordningen introducere skærpede krav, som har fokus på miljøpåvirkning gennem hele produktets livscyklus. Det omfatter bl.a. design til recirkulering, reduktion af skadelige stoffer samt sikring af lang levetid og kvalitet. Men det betyder også, at virksomheder, der har fået certificeret deres tekstiler med Svanemærket, kommer til at stå stærkt i forhold til de kommende regler, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Og danskerne efterspørger netop mere miljøvenligt tøj. Ifølge en ny undersøgelse fra Svanemærket lavet af Opinion mener 78 procent af de danske forbrugere, der har angivet, at tøj og tekstil er et relevant produktområde for dem, at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem at vælge mere miljøvenligt, når de køber tøj og andre tekstiler.
Samtidig mener 68 procent, at det er svært eller meget svært at finde tøj og tekstil, der er et bedre miljøvalg, og 63 procent oplever, at tøj og tekstil ofte markedsføres som grønne uden en god forklaring.
– Det er ikke kun kravene fra EU, der presser tekstilbranchen i en grønnere retning. Næsten 4 ud af 5 danskere, der interesserer sig for tøj, ville vælge svanemærket tøj, hvis det var tilgængeligt, og 57 pct. ville faktisk være klar til at betale mere for det. Efterspørgslen efter et mere miljøvenligt alternativ er der altså – nu skal vi have endnu flere virksomheder til at følge med, så danskerne i højere grad også kan bruge Svanemærket som pejlemærke, når de køber tøj, påpeger Rina Ronja Kari.
Kilde: Miljømærkning Danmark