
Virksomhederne Biofuel Technology Grenaa og Eon vil i fællesskab bygge et nyt biogasanlæg på Stigsnæs.
Det nye anlæg, der kommer til at ligge tæt på Inter Terminals og de store bygninger på Stigsnæsværket og knap en kilometer fra Stigsnæs Erhvervshavn, vil få en kapacitet svarende til 25-30.000 husstandes gasforbrug.
Projektet er opdelt i tre etaper, og forventningen er, at første etape kan stå klar inden for ca. to år, mens de sidste to etaper forventes kunne være færdigbygget inden for fem år.
I modsætning til traditionelle biogasanlæg, der primært bruger gylle, skal det nye anlæg primært bruge halm. Allerede i fase ét vil anlægget kunne omdanne ca. 150.000 tons briketteret halm pr. år til biogas og kun i meget mindre grad bruge flydende biomasse.
På sigt er det estimeret til at kunne gå op til 300.000 tons.
– Europa og Danmark har brug for mere vedvarende energi til både opvarmning og produktionsvirksomheder. Og derfor er der et stort behov for at få udbygget vores biogasproduktion, så vi får lokalproduceret stabil og vedvarende gas og bliver fri af russisk gas. E.ON har, sammen med partnere, drevet biogasanlæg i Danmark siden 2013, og med anlægget i Stignæs tager vi en helt ny teknologi i spil, når vi producerer af restproduktet fra halm, siger Peter Jonsson, CEO i Eon Danmark.
Bygherrerne vil i første omgang arbejde med at lave en miljøkonsekvensrapport, som sammen med et udkast til miljøgodkendelse vil blive sendt i otte ugers høring, før det bliver afgjort, om ansøgningen kan imødekommes. Der bliver også lavet en arkæologisk undersøgelse af grunden, før byggeriet går i gang.
– Netop det med at finde attraktive lokationer tæt på havnenære områder giver projektet den styrke og mulighed for – til trods for at området Sjælland/Lolland-Falster har et stort potentiale af overskudshalm – at source briketteret halm fra andre steder i Danmark og Europa. Dette vil få en direkte positiv konsekvens på mængden af landtransport til anlægget, som naturligt vil blive mindre, siger Derya Topcu, CCO, Biofuel Technology A/S.
Kilde: Eon