Vandet kommer og det vil markant ændre det nuværende Danmarkskort. Fremfor at blive taget med bukserne ned, vil et nyt dansk-tyskt projekt, ClimateBlue, undersøge, hvordan vi som samfund griber denne nye virkelighed an set fra et borgerperspektiv.
– Projektet adskiller sig fra andre klimaprojekter ved at vove sig helt ud på den ’tynde is’ og tage hul på samtalen om, hvordan vi samskaber et fremtidigt samfund, hvor vandet vil ændre landkortet, som vi kender det i dag. Hvor diger og andre hårde løsninger ikke alle steder vil være tilstrækkelige til at sikre Danmarks beboelige areal, siger klimaprofessor og leder af SDU Climate Cluster Sebastian Mernild, der står i spidsen for det nye projekt.
Allerede i dag har byer som Vejle det svært, og kommunen er da også én af de fem, som er med i projektet. De fire andre er Guldborgsund, Middelfart, Kolding og Haderslev. Øvrige deltagere i projektet er, udover forskere fra SDU Climate Cluster, også Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, Klimatorium og Region Syddanmark.
Over de næste tre år skal forskere og fagfolk sammen med kommunens borgere og medarbejdere udvikle bæredygtige langsigtede løsningsmodeller for klimatilpasning langs kysterne.
– Helt overordnet er vores ambition at levere indsigter, viden og input til udvikling af lokale, regionale og nationale langsigtede strategier for kysttilbagetrækning. Indtil nu har vi hverken i Danmark eller Tyskland talt særlig højt om at give land tilbage til vandet. Derfor forventer vi i projektet at kunne bidrage til at modne den offentlige og politiske samtale om de vandrelaterede samfundsomvæltende klimaforandringer, vi allerede nu aner konturerne af, siger Sebastian Mernild.
Projektet tager udgangspunkt i noget meget konkret, nemlig oktober-stormfloden 2023. Den ramte både Danmark og Tyskland hårdt, men giver samtidig en forsmag på, hvad der er i vente.
Projektet stiller derfor nogle meget konkrete spørgsmål; skal vi fortsat kæmpe for at holde vandet ude for enhver pris? Skal vi invitere vandet ind?
Eller må vi acceptere, at vandet nogle steder vinder. Kan tilbagetrækning fra oversvømmelsestruede områder også skal være en del af løsningen?
Eller sagt mere brutalt – må folk flytte fra hus og hjem, når klimakrisen for alvor bliver hverdag her i landet
Kilde: SDU