Mange bilejere har, for at sige det på godt dansk, grædt snot over, at deres dyrt indkøbte alu-fælge til bilen er blevet ridsede. Men ridsede fælge pynter ikke, og mange ryge derfor ud.
Nu har Danske Wheel Restore sammen med Schneider Electric aget et opgør med den tilgang. Deres teknologi gør det nemlig muligt helt enkelt og hurtigt at reparere og genbruge alufælge, der tidligere stod til at ende på genbrugspladsen.
Og på blot fire år har virksomheden oplevet en helt utrolig omsætningsvækst på 411 procent og er nu repræsenteret i 80 lande verden over med den patenterede danske teknologi.
Konkret har Wheel Restore sammen med Schneider Electric udviklet to kompakte, fuldautomatiske maskiner, som på kort tid kan få slidte og skrammede alufælge til at fremstå som nye:
En CNC diamantskæremaskine – diamond cutter – som nænsomt og med præcision på mikromillimeter-niveau fjerner ridser og skrammer, og en patentanmeldt fælglakeringsrobot, som i én fuldautomatisk arbejdsgang påfører grundfarve, to-tonefarve og til sidst klarlak.
– Vi er på en vækstrejse sammen med Schneider Electric, og potentialet er enormt. Siden vi byggede de første maskiner i 2020, er det gået rigtigt stærkt. Vi er til stede i 80 lande, og vi fordobler salget fra år til år, siger Henrik Bro Christensen, der er grundlægger og administrerende direktør i HBC Group.
HBC Group er paraply for Wheel Restore og tre andre virksomheder med fokus på værkstedsbranchen: HBC System, HBC Coating og Repair2Care Danmark.
Maskinerne, der blot fylder 1x1x2 meter, kan der findes plads til på alle værksteder – både i ind- og udland.
– Vores virksomheder deler visionen om at udvikle løsninger, der hjælper med at accelerere den grønne omstilling. Sammen har vi udviklet et koncept, hvor alle vinder: Klimaet bliver sparet for mange tons CO2-udledning, værkstederne kan udvide deres forretning med nye services, og slutkunderne – bilejerne – sparer penge, når de ikke skal smide deres skrammede fælge ud og købe nye, siger Jan Kaihøj, vice president for Schneider Electrics industri-forretning i Norden og Baltikum.
Kilde: Schneider Electric