MadPlus er et nyt samarbejde mellem FødevareBanken og Salling Group. Der er tale om et landsdækkende initiativ til bekæmpelse af madspild med en ambition om at inkludere hele detailhandlen i Danmark fra 2026.
Målet er, at overskudsmad fra Salling Groups knap 700 butikker fremover afhentes og distribueres til FødevareBankens 417 modtagere; sociale organisationer i hele landet som serverer gratis måltider til mennesker i svære livssituationer.
På den måde håber man at kunne tredoble den mængde overskudsmad, som bliver reddet fra Salling Groups butikker, fra knap 1.300 ton til 4.000 ton fødevarer årligt. Det svarer til, at der hvert år bliver reddet ekstra 6,5 millioner måltider svarende til 2.168 ton CO2.
– Partnerskabet er et vigtigt skridt i kampen mod Danmarks enorme madspild, siger Lea Gry von Cotta-Schønberg, direktør i FødevareBanken.
– Vi er stolte af, sammen med Salling Group, at tage ansvar og lede en indsats, der samler aktører på tværs af detailhandlen og de sociale organisationer. Vi tilbyder en løsning, som både mindsker madspild og støtter de mennesker i samfundet, der har brug for hjælp og flere gratis måltider i en økonomisk presset hverdag.
Begyndende fra januar 2025 får alle Salling Groups butikker tilknyttet en fast MadPlus-partner – typisk i form af lokale frivillige og sociale organisationer, der afhenter overskudsmad og leverer den til mennesker i svære livssituationer.
FødevareBanken tager ansvaret for, at alle butikker får en partner tilknyttet og vil selv stå for afhentning, hvis en lokal løsning ikke er mulig. For at sikre stabilitet i den landsdækkende indsats etableres samtidig et netværk af faste MadPlus-ruter.
Efter en testperiode vil FødevareBanken og Salling Group åbne modellen for hele den danske detailhandel. Det sker forventeligt i 2026, hvor alle aktører får tilbud om at blive en del af projektet og bidrage til at mindske madspild i Danmark.
Kilde: Salling Group