Af og til opstår der kø ved elbilsladestandere. Ikke nødvendigvis fordi der mangler ladere i det offentlige rum – dem er der over 27.000 af – men fordi nogle elbilister leder efter en lader fra én bestemt operatør.
Årsagen er såkaldt bundling af ude- og hjemmeladeløsninger. Altså produkter, hvor man sammenkobler de to lademuligheder. Og mens det kan ses som en fordel for den enkelte bilejer, mener Mobility Denmark det stik modsatte.
Det gør markedet uigennemsigtigt. Det påvirker en åben konkurrence og dermed også prissætningen.
Ydermere kan det give indtryk af begrænsede lademuligheder, og dermed skubbe nogle potentielle elbilskøbere væk. De tror fejlagtigt, at man kommer til at holde i kø ved laderne, mens faktum er, at de kø-holdende bilister snildt kunne vælge andre operatører – hvor der ikke var kø.
Et midlertidigt forbud mod bundling er bare én ud af syv anbefalinger fra Konkurrencerådet, som Mobility Denmark støtter. Læs de syv anbefalinger her
Kilde: Mobility Denmark