Fra uge 34 er det stort set slut med de velkendte kødbakker, når man handler kød i Coops forskellige butikker. Bakken er sendt på pension, og er erstattet af en plastpose – i branchen kendt som en flowpack.
Denne type emballage er allerede kendt i den svenske detailhandel. og kommer nu her til landet, hvor den vil spare Coop for 169 tons plast og næsten 540 tons CO2 om året.
Bakken er en gammel kending i de danske husholdninger. Den stammer helt tilbage fra 1970´erne, men nu skal forbrugerne vænne sig til en anden emballagering. Og det håber man hos Coop, at forbrugerne vil.
– Skiftet til flowpack reducerer vores samlede mængde af plastemballage betragteligt. Det glæder jeg mig over. Jeg håber, at forbrugerne vil tage godt imod de nye poser, og at de hurtigt vænner sig til, at så tynd en pose faktisk er lige så god til at beskytte varen, som de gamle bakker, siger Thomas Roland, chef for kvalitet og ansvarlighed i Coop
Emballagen er både lettere og mere sorteringsvenlig, da den fylder mindre i skraldespanden, forklarer Thomas Roland.
Over 90 % af det hakkede kød, Coop sælger, vil blive pakket i de nye flowpack-poser. Kun hakket kylling, hakkekød fra Irma, Bornholmergris og Poppelgris vil forsat komme i de traditionelle kødbakker.
Kilde: Coop