I stedet for at forurene havet og klimaet skal næringsstoffer og CO2 fra reje- og fiskeopdræt på land bruges til at producere en grøn protein- og fiberholdig tangart til menneskeføde. Det er formålet med et nyt stort innovationsprojekt ledet af Københavns Universitet og medfinansieret af Innovationsfonden.
Projektet, der har fået navnet SeaFree, løber over de kommende fire år, og målet er at videreudvikle idéen, så man står med et lukket, bæredygtigt kredsløb på land.
– Projektet har til formål at bruge tangproduktion til at optage og omdanne emissioner fra fiskeopdræt til et højværdiprodukt. Tangen skal bl.a. bruges til kosttilskud, der kan forebygge diabetes og bæredygtig innovation inden for fødevarer. Udover at opsamle emissioner som ellers ville være udledt til atmosfæren og vandmiljøet er den producerede tang både sund og fuld af umamismag, siger professor Marianne Thomsen fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.
Et 40 fods container-anlæg med otte store 1000 liters tanke er hjertet i innovationsprojektet.
Containerløsningen er en såkaldt PlugNPlay teknologi med stort eksport potentiale. Ved at kombinere saltvand, CO2 og næringsstoffer med LED-lys omdanner løsningen ingredienserne til tang på kun en uge, hvilket giver en ekstrem kort høstperiode.
– SeaFree repræsenterer det nyeste inden for recirkuleringsteknologi til landbaseret reje- og fiskeopdræt. Udover at fange emissioner recirkulerer systemet også overskudsvarme fra anlæggene til Plug’n’Play teknologien. Projektet omfatter nemlig udviklingen af en ny teknologi, der gør det muligt at bruge denne overskudsvarme til at tørre den tang, der sælges til sundhedsindustrien. På den måde bidrager SeaFree til en mere bæredygtig og effektiv produktion, siger Marianne Thomsen.
Slutproduktet består dermed af klimavenlige fisk og rejer og en sund tangart, kaldet søsalat, som er rig på både fibre og protein. Søsalaten skal ud over fremstilling af forskellige kosttilskud også bruges som grønt tilbehør, når folk køber fisk.
Ifølge hende er der et stort potentiale i at opdrætte fisk og dyrke tang på den måde, som SeaFree har tænkt sig at gøre. For hvis alle verdens landbaserede reje- og fiskeopdræt implementerede metoden, ville det kunne reducere de globale fødevaresystemers klima-aftryk markant.
Derfor kan kombinationen af fiskeopdræt og tangdyrkning i lukkede systemer meget vel udvikle sig til et nyt eksporteventyr for Danmark.
– På globalt plan vil man kunne implementere teknologien der markedsføres under navnet ”SeaFree Synergy Solutions” alle steder i verden, og miljøgevinsterne ved teknologien er ikke til at tage fejl af. Vi har allerede nu kontakt til Sydkorea, som er meget interesserede i teknologien og i hvordan projektet udvikler sig, fortæller hun.
Københavns Universitet